Den tidligere Lyon-træner har lagt sag an mod den franske klub, da han ønsker erstatning. I slutningen af november blev
Fabio Grosso fyret som træner i Olympique Lyonnais. Det har nu medført, at han har valgt at lægge sag an mod den franske klub. Han mener nemlig, at han har ret til at få kompensation efter fyringen.
Grosso havde ikke den store succes som Lyon-træner, hvilket medførte, at han til sidst fik en fyreseddel i hånden. Han blev hentet ind som afløser for Laurent Blanc, der havde forladt holdet i en dårlig forfatning.
Det var meningen, at Grosso skulle vende skuden, men det formåede han ikke at gøre. Derfor blev han fyret den 30. november, hvor Lyon befandt sig tættere på bunden end toppen af tabellen.
Det er ikke første gang, at han var en del af Lyon. Det var han også mellem 2007 og 2009, men dengang var det ikke som træner. Derimod var han aktiv spiller i klubben i denne periode.
Han var desuden udsat for en voldsom episode, da han forud for en kamp mod Marseille blev angrebet i holdbussen. Det efterlod ham med alvorlige skader i ansigtet, hvorfor han var nødt til at blive syet flere steder.
Grosso havde fået kontrakt til udgangen af denne sæson, ligesom han havde en option på yderligere en sæson i sin kontrakt. Ifølge Il Corriere dello Sport er han ikke villig til at afvige fra denne kontrakt.
Det betyder, at han har valgt at lægge sag an mod Lyon. Angiveligt skulle han have krav på en erstatning på mellem 10 og 15 millioner kroner. Det skyldes, at han mener, at der er gjort skade på hans omdømme.