Erling Haaland blev skiftet ud efter 45 minutter på banen, da Manchester City vandt 3-0 over Leicester. Nu fortæller Pep Guardiola om årsagen. Pep Guardiola har udtalt sig om den 'fremragende' reaktion, som norske Erling Haaland havde, da han blev skiftet ud efter blot 45 minutter, da Manchester City spillede mod Leicester.
Haaland havde da også gjort det godt i første halvleg, da han nåede at score to mål, inden der var spillet 25 minutter. Dermed har han nu scoret i alt 32 mål i Premier League i 28 kampe i denne sæson.
Han fik dog ikke mulighed for at score flere mål i kampen mod Leicester, da han i halvlegen blev pillet ud af Pep Guardiola, som i stedet valgte at sende Julian Alvarez ind på banen. Desuden blev John Stones også skiftet ud.
Fredag udtalte Guardiola sig om, at det var meget vigtigt at passe godt på Haaland, hvorfor der holdes øje med ham 24 timer i døgnet. For at spare ham til de kommende kampe, valgte den spanske træner at skifte ham tidligt ud mod Leicester.
På trods af, at han gik glip af en mulighed for at score flere mål, og derfor nærme sig rekorden for flest mål i en Premier League-sæson, blev han komplimenteret for sin attitude, da han blev pillet ud.
"Det var fremragende som altid,. Man ser hans kropssprog under kampen. Han er ligesom John (Stones, red)," sagde Guardiola ifølge Manchester Evening News.
"De kommer fra skader, og efter 15 dage spillede han de første 90 minutter mod Bayern München. Kampen endte 3-0, og ligesom med John, skal man altid passe på, fordi hans skader er lange, og efter 45 minutter var det godt for dem at hvile," sagde han.
"Jeg vil have Erling til at slå alle rekorderne. Det betyder, at han scorer mange mål og hjælper os. Det, han vil, er titler og at være der, og vi er der stadig. Vi skal stadig spille otte eller ni kampe, og han er tæt på at slå dem alle sammen."