Erling Haaland har en solid hyre i Manchester City, men ved siden af sin løn, har han også andre indbringende aftaler.
Fredag indgik Erling Haaland en ny aftale med Nike, som han skal fungere som ambassadør for. Det har han været i længe, men nu er aftalen blevet forlænget.
Der er tale om en aftale, der kommer til at forøge hans samlede årsindtægt med en solid sum penge. Der er endnu intet, der er blevet bekræftet, men ifølge det respekterede medie The Athletic er det ikke småpenge.
Mediet skriver, at den norske stjerne har sikret sig en aftale, der giver ham op mod 170 mio. kr. om året, for at fungere som ambassadør for det kendte sportsmærke.
Nike har udsendt en officiel meddelelse om den nye aftale, der er blevet indgået med den 22-årige stjerne, men i denne meddelelse nævner de ikke noget om det økonomiske aspekt.
Hvis det holder stik, at Haaland har sikret sig en årlig indtægt på 170 mio. kr. fra aftalen, vil der være tale om en aftale, der mere end fordobler hans årsløn i Manchester City.
Ifølge Ritzau skulle han have en årsløn, der lyder på ca. 165 mio. kr. i den engelske klub. Dette er dog inden diverse bonusser, hvorfor det med hans præstationer forventes, at hans samlede indtægt er en del højere.
Finansmediet Forbes skrev sidste år, at Haaland tjener omkring 240 mio. kr. om året i City, da hans forskellige bonusser bringer den samlede årsindtægt op i dette niveau.