real valladolid

Hvad foregår der? Fodboldspiller slår holdkammerat på bænken

Fodboldapr. 07 , 17:39

Real Valladolid har i denne sæson kæmpet med resultaterne – og nu også med disciplinen.

En opsigtsvækkende episode fra bænken under deres opgør mod Getafe illustrerer et hold under pres, hvor frustrationerne ikke længere begrænser sig til spillet på banen.

Midt under nederlaget fangede tv-kameraerne et ophedet skænderi mellem Luis Pérez og Juanmi Latasa, der udviklede sig til fysisk kontakt. Ifølge spanske Marca begyndte konflikten, da Pérez reagerede på Latasas angiveligt passive attitude på bænken.

Latasa – som er udlejet fra Real Madrid – svarede igen med en sætning, der fik det hele til at eksplodere:

- Hold kæft, Luis. Du er ikke i en position, hvor du kan tale, makker.

Måtte holdes tilbage af holdkammerat

Det var tilsyneladende dråben for Pérez, som måtte holdes tilbage af holdkammeraten Eray Cömert, inden situationen eskalerede yderligere.

Klubbens respons var prompte og kontant. Pérez blev sendt væk fra bænken og op på tribunen, men det stoppede ikke her.

På klubbens officielle hjemmeside blev episoden senere fordømt offentligt, og ledelsen meldte klart ud, at der vil blive anvendt disciplinære sanktioner overfor begge spillere.

Valladolid skrev blandt andet:

- Vi beklager dybt det billede, som vores spillere giver. Den frustration, som den sportslige situation har sat os alle i, skal transformeres til større engagement, en bedre attitude og forbedret præstation og aldrig til splittelse og konfrontation.

Mangel på respekt

Klubben understregede desuden, at man handler for at beskytte klubbens image og af respekt for fans og medspillere.

Episoden er et trist symbol på et hold i krise, hvor nederlag og manglende sammenhold nu også er begyndt at vise sig offentligt.

Valladolid befinder sig aktuelt i bunden af LaLiga, og situationen på og udenfor banen stiller alvorlige spørgsmål ved lederskab, sammenhold og professionalisme i klubben.

Det er endnu uvist, præcis hvilken straf de to involverede spillere vil få – men hændelsen kan meget vel få konsekvenser for deres fremtid i klubben.

Mest læste

Mest læste