Tirsdag skal Peter Graulund igen møde op i retten, da han har lagt sag an mod sin tidligere arbejdsgiver. Peter Graulund skal tirsdag mødes med Viaplay i retten for anden gang. Denne gang er der dog ikke tale om byretten, men derimod Østre Landsret.
Sagen startede i maj sidste år, hvor Graulund tabte en sag mod sin tidligere arbejdsgiver. Han nægtede dog at give op, hvorfor han besluttede at anke dommen. Det skriver Ekstra Bladet.
Den omtalte sag handler om, at Graulund følte sig uberettiget fyret, da Viaplay besluttede at ophæve deres samarbejde i efteråret 2020.
Deres samarbejde kom til ophør, efter Ekstra Bladet havde afsløret, at Graulund havde medvirket i samtaler på agentplan. Dette var et problem, da det ikke på forhånd var blevet aftalt med Viaplay.
Som et resultat af dette, mistede de tilliden til den tidligere fodboldspiller. Derfor besluttede de at fyre ham med øjeblikkelig virkning.
Det var Graulund ikke tilfreds med, og derfor besluttede han at lægge sag an mod Viaplay. I denne forbindelse har han krævet ni måneders løn samt yderligere to måneders honorar. Det løber op i samlet set 814.000 kroner.
Dette betyder også, at Graulund har haft en månedsløn på 74.000 kroner i den periode, hvor han var ansat hos Viaplay. Ifølge Ekstra Bladet blev han tilbudt at blive kompenseret med nogle måneders løn ved fyringen, men dette nægtede han.
Ender han med at tabe sagen i Østre Landsret, kan det blive en dyr fornøjelse for ham. I forvejen står han til at skulle betale 90.000 kr. for Viaplays advokater til sagen i byretten.
Får han ikke medhold i Østre Landsret, kan det i værste fald koste ham mellem 600.000 og 800.000 kroner i form af advokatudgifter og den kompensation, han afviste.