Atlético Madrid bed fra sig på Santiago Bernabéu og tvang Real Madrid til at dele i lørdagens intense La Liga-opgør. Hjemmeholdet dominerede store dele af kampen, men måtte nøjes med 1-1.
Madrid-derbyet er altid garant for dramatik, og lørdagens opgør var ingen undtagelse. Santiago Bernabéu lagde scene til et opgør mellem La Ligas to øverste hold.
Real Madrid jagtede en vigtig sejr for at holde konkurrenterne på afstand, mens Atlético Madrid kæmpede for at hale ind på deres ærkerivaler.
Efter en chancefattig indledning, hvor begge hold følte hinanden an, begyndte opgøret at tage fart.
Atlético var første hold til at true målmand Thibaut Courtois, da Samuel Lino afsluttede skarpt, men lige akkurat mislykkedes med at ramme målet.
Få minutter senere bød Vinícius Júnior sig til i modsatte ende, men hans venstrefod var ikke skarp nok til at udnytte Pablo Barrios' fejl i opspillet.
Atlético Madrid fik dog det første afgørende gennembrud, da Aurélien Tchouaméni stemplede Lino i feltet.
I første omgang lod dommer César Soto Grado spillet fortsætte, men VAR-gennemgangen afslørede forseelsen, og gæsterne fik tildelt et straffespark.
Julián Álvarez gik til bolden og scorede iskoldt med et frækt chip ned gennem midten af målet.
Den første halvleg bød ikke på meget fra Real Madrid, der gik til pause uden at have skabt nævneværdige chancer – en tam indsats, som udløste utilfredse pift fra de ellers trofaste hjemmefans.
Efter pausen var det et anderledes tændt Real Madrid-hold, der trådte på banen.
Med højere intensitet og bedre kombinationer tvang de hurtigt Atlético til at stå dybt i eget felt.
Det massive pres gav pote kort inde i anden halvleg, da Kylian Mbappé fik chancen efter et godt forarbejde fra Rodrygo.
Franskmanden svigtede ikke og udlignede til 1-1 med et hårdt spark tæt under mål.
Hjemmeholdet fortsatte presset, og ifølge Marca var det blot centimeter, der adskilte Jude Bellingham fra at bringe Real Madrid i front.
Englænderen steg til vejrs på et præcist indlæg fra Vinícius Júnior, men hans hovedstød ramte overliggeren i stedet for netmaskerne.
Bellingham fik endnu en stor mulighed få minutter senere, denne gang på en ny hovedstødschance, men atter manglede den sidste præcision.
Rodrygo kom også tæt på at sikre sejren for Real Madrid, da han forsøgte sig med et langskud ti minutter før tid.
Jan Oblak i Atlético-målet kunne dog ånde lettet op, da bolden strøg lige forbi stolpen.
Trods et massivt tryk i kampens slutfase lykkedes det ikke for Real Madrid at få scoret det afgørende mål, og Atlético kunne dermed tage bussen hjem med et vigtigt point i bagagen.
Stillingen i toppen af La Liga forbliver dermed uændret med Real Madrid ét point foran Atlético.