Inter Milan har frigivet en række nye billeder af, hvordan deres nye stadion kan ende med at se ud. Serie A-klubben Inter Milan arbejder på at opføre et nyt stadion i Rozzano, som er et område i den sydvestlige del af Milano. Nu har de afsløret en række visualiseringer af det nye stadion, hvilket sker i et Sky Italia-interview med topchef Alessandro Antonello.
Klubben havde oprindeligt planer om at bygge et nyt stadion med de lokale rivaler fra AC Milan. Dette skulle opføres ved siden af San Siro, som derfor skulle jævnes. Begge klubber ønsker dog at rykke væk fra området, efter at det har fået beskyttet status.
Antonello har bekræftet, at Populous er arkitekterne bag det nye stadion. De er blevet valgt på grund af deres 'omfattende erfaring med innovative og bæredygtige faciliteter'.
Blandt andet omfatter deres portefølje det nye stadion til Tottenham Hotspur FC i London, som blev færdiggjort i 2019. Desuden har klubbens direktør også rost HKS' SoFi Stadion i Los Angeles, der åbnede i september 2020.
"Referencemodellen er Tottenhams. Vi vil gerne indsætte alle de aktiviteter knyttet til klubben omkring stadion, herunder vores kontorer, et sportscenter, et museum, en butik og en park, der også er tilgængelig for borgerne," sagde Antonello til Sky Italia.
Populous har kontorer i Milano og London, og menes at være i fuld gang med arbejdet på det nye stadion. Det begynder da også så småt at haste, da det skal stå klar til 2028/29-sæsonen.
På det nye stadion vil der blandt andet være plads til intet mindre end 70.000 tilskuere. Derudover vil det også byde på et sportscenter, en park samt butikker.
Inter Milan-forslaget kommer fire år efter, at Serie A-klubben annoncerede planer med at renovere San Siro med rivalerne fra AC Milan. Men nu ser det ud til, at det helt er droppet at puste nyt liv i San Siro. Derimod vil stadionet blive forladt af begge klubber.