Den tidligere Liverpool-angriber Daniel Sturridge har afsagt dom over Rasmus Højlund, der denne sommer skiftede til Manchester United. Manchester United betalte denne sommer mere end 600 millioner kroner inklusive bonusser for Rasmus Højlund. På trods af dette, så har han endnu ikke scoret i Premier League.
Den 20-årige angriber har scoret tre mål i Champions League, men i den engelske liga er han fortsat målløs. Det handler dog ikke så meget om, at han misser store chancer. Derimod handler det om, at han slet ikke får serveret nogle chancer.
Sturridge har i Monday Night Football gjort det klart, at Højlund slet ikke får hjælp nok fra sine holdkammerater.
"Jeg er overbevist om, at det vil ændre sig. Han (Højlund, red.) er nødt til at tale med sine holdkammerater og fortælle dem, hvad han kan lide. Han skal have disse samtaler for at fortælle dem: 'Det er her, jeg kan lide at få bolden'," sagde han.
"Træneren har sine idéer om, hvordan han vil have hans hold til at spille. I sidste ende er han et projekt og ikke den perfekte angriber lige nu. Han er ikke det færdige produkt."
"Det ser ikke godt ud, men jeg synes ikke, det skaber et samlet billede. Det er meget nemt at kritisere ham, når vi ikke har set ham gå glip af masser af chancer."
Og den danske angriber har ganske enkelt ikke fået chancer nok. Ifølge FBREF er hans forventede antal mål på 1,4. Det betyder, at det forventes, at han scorer et mål for hver ottende kamp i Premier League. Dette er beregnet ud fra det antal chancer, han har haft.
Hvis dette forholder sig konstant, så vil hans xG være omkring 6 for hele sæsonen. Højlund har i gennemsnit 0,47 skud pr. 90 i United, mens tallet i Atalanta lød på 1,37.
Den værste statistik er dog, at den 20-årige angriber kun har modtaget 42 progressive afleveringer i denne sæson. Det vidner om, at hans holdkammerat ikke serverer nok bolde til ham.