SSC Bari har ramt en nerve med deres seneste stadionservering. En lokal specialitet har fået både fans og madelskere til tasterne med stærke holdninger.
Mad og fodbold går hånd i hånd, men på stadion hos Serie B-klubben SSC Bari får tilskuerne serveret noget helt særligt i pausen.
Klubben, der holder til i den syditalienske kystby Bari, har nemlig en blækspruttesandwich på menuen
Denne særlige stadionplatte har fået fodboldfans til at reagere med både begejstring og forundring.
Bari er kendt for sin rige madkultur, hvor friskfanget fisk og skaldyr spiller en central rolle.
Byens mest berømte ret, patate, riso e cozze (en ovnret med kartofler, ris og muslinger) har i årevis været en lokal favorit.
Det er dog blækspruttesandwichen til blot 60 kroner, der er løbet med opmærksomheden på det seneste.
Nyheden om den usædvanlige stadionmad har spredt sig via de sociale medier, hvor især fodboldfans i udlandet har reageret med forbløffelse.
Et opslag på Facebook-siden "Football Away Days" har sat gang i debatten: "Blækspruttesandwich hos italienske SSC Bari. 8 euro."
Fans og fodboldturister med dom
Ifølge The Daily Express har reaktionerne på den unikke stadionservering været delte.
Flere skriver, at retten er en stor del af den lokale madkultur, og at den giver en autentisk oplevelse af byen.
- Meget populært i Bari, der har en helt særlig madtradition. Så lækkert! skriver en fan, mens en anden fortæller:
- Arbejdede i Bari i 90'erne – madkulturen i hele regionen er fantastisk.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede.
- Meget intelligent dyr. Ville aldrig spise det, lyder en skeptisk kommentar, mens en anden simpelthen skriver:
- Jeg ville hellere tage en ekstra arbejdsdag end at spise den der.
Trods de delte meninger er der ingen tvivl om, at SSC Bari har formået at sætte sit præg på både mad- og fodboldkulturen.
Klubben har endda haft taget det maritime tema et skridt videre ved at lancere en specialdesignet spillertrøje inspireret af blæksprutten.
En trøje med tentakler og kultstatus
I 2023 lancerede SSC Bari i samarbejde med Kappa en særlig udgave af deres spillertrøje, hvor et diskret blækspruttemotiv prydede designet.
Den rødhvide hjemmebanetrøje havde fine tentakeldetaljer, mens målmandstrøjen i en dyb teal-farve havde et langt mere markant mønster med snirklede blækspruttearme.
Trøjerne blev hurtigt et samlerobjekt blandt fodboldfans.
- Har netop fået fingrene i begge Bari-blæksprutte-trøjer – jeg er færdig! skriver en begejstret fan på de sociale medier.
- Det er uden tvivl den smukkeste trøje, jeg ejer! erklærer en anden fan.
Med en unik stadionmenu og en kulttrøje, der hylder byens maritime arv, har SSC Bari vist sig at være en af de mere unikke klubber i italiensk fodbold.