En yderst opsigtsvækkende sag ryster i øjeblikket italiensk fodbold.
AS Roma har i en pressemeddelelse anklaget den tidligere Roma-spiller Nicolò Zaniolo for voldelig og upassende opførsel over for klubbens ungdomsspillere efter en kamp mellem Roma og
Fiorentina.
Episoden, der angiveligt fandt sted på Fiorentinas træningsanlæg, Viola Park, involverer ifølge Roma både fysisk vold og ydmygelse, hvilket har fået det italienske fodboldforbund til at igangsætte en officiel undersøgelse.
Zaniolo, som i denne sæson har været udlejet til Fiorentina fra tyrkiske Galatasaray, afviser anklagerne.
Han fastholder, at han blot ønskede at lykønske spillerne fra begge hold efter kampen, men at han valgte at forlade stedet, da han blev verbalt fornærmet af Roma-spillerne.
- På det tidspunkt foretrak jeg at gå for at undgå, at situationen udviklede sig, lyder det fra den 25-årige midtbanespiller.
Voldsomme anklager: Urin og hospitalsindlæggelser
Men AS Roma står fast på sin version af hændelsesforløbet.
I en opfølgende udmelding uddyber klubben de konkrete anklager:
At Zaniolo ankom beruset til Romas omklædningsrum, urinerede på faciliteterne, provokerede spillerne og uden forudgående verbal konfrontation slog Mattia Almaviva og skubbede Marco Litti hårdt mod en bænk.
Ifølge klubben havde Litti for nylig gennemgået en skulderoperation og måtte efterfølgende indlægges sammen med Almaviva.
Lægerne vurderer nu, at Almaviva har brug for ti dages restitution, mens Litti må se frem til hele tre uger væk fra træning og kamp.
Roma kalder episoden for ”voldelig og uberettiget” og udtrykker forfærdelse over adfærden fra den tidligere klubprofil.
Klubben appellerer samtidig til de ansvarlige myndigheder om at gribe ind og sikre, at fodboldens værdier beskyttes.
Forbundet efterforsker, men oplysningerne er uklare
Det italienske fodboldforbund (FIGC) har reageret på episoden og bekræfter ifølge avisen Il Messaggero, at man har igangsat en undersøgelse.
Episoden er dog præget af modstridende oplysninger, og selv Fiorentinas ungdomstræner Daniele Galloppa kan ikke entydigt beskrive hændelsen.
- Jeg så et slagsmål derinde, men jeg forstod ikke noget. Jeg blev ude, fordi jeg ikke ville have, at drengene skulle risikere noget. En ynkelig scene, udtaler han.
Sagen kaster skygger over både Zaniolo og den italienske ungdomsfodbold, og spørgsmålet er nu, hvordan FIGC vil håndtere sagen, hvis anklagerne kan bekræftes.
For Zaniolo, der har haft en turbulent karriere med både store præstationer og gentagne skandaler, kan episoden få alvorlige konsekvenser.
Landsholdsspilleren var et af Europas største talenter og blev udtaget til Italiens A-landshold før han overhovedet havde spillet en Serie A-kamp.
Siden har han haft stor succes hos AS Roma, inden han skiftede til tyrkiske Galatasaray.
Her har han størstedelen af tiden været udlejet til andre klubber, heriblandt engelske Aston Villa og nu Fiorentina.