Atletico Madrid-stjernen Joao Felix har udset sig sin næste klub. Han ønsker at skrive kontrakt med FC Barcelona. Felix havde håbet at blive i Chelsea, efter at have været udlejet til den engelske klub i sidste sæson. Her præsterede han ikke optimalt, og derfor har Chelsea valgt ikke at købe ham fri af hans kontrakt med Atletico Madrid.
Den portugisiske stjerne deltager i disse dage i sæsonopstarten med den spanske klub, men han ønsker ikke at blive.
Han er blevet kædet sammen med blandt andet Manchester United, Newcastle og Aston Villa, som alle er åbne for at leje ham. Men den 23-årige Felix ønsker derimod at skifte til Barcelona.
Det har den anerkendte transferekspert Fabrizio Romano afsløret på sin YouTube-kanal.
"Det er virkelig vigtigt at nævne, at Joax Felix i den direkte samtale med mig for et par minutter siden sagde: 'Jeg vil til Barcelona'," siger han i videoen ifølge Metro.
"Joao Felix gav mig denne meget klare udtalelse. Han tilføjede, at Barcelona har været den største drøm i hans liv, siden han var barn, og det er hans førstevalg."
"Dette er ordene fra Joao Felix."
Han understreger også, at det kan blive vanskeligt at realisere dette skifte, da Atletico Madrid ikke er meget for at sælge ham billigt.
"Vi ved, at det aldrig er let at forhandle med Atletico Madrid. Vi ved, at den økonomiske situation i Barcelona gør tingene komplicerede. Derfor siger vi ikke, at denne aftale bliver let, men Joao Felix' holdning er meget klar. Han vil til Barcelona," fortsætter Fabrizio Romano.
"En meget klar besked fra Joao Felix og en meget klar intention om at slutte sig til Barcelona."