Manchester United var godt på vej mod endnu et nederlag tirsdag aften. I sidste ende blev det dog til en sejr efter et flot comeback.
Selvom det i lang tid så ud til, at det ikke ville blive til en sejr, kunne Manchester United juble efter kampen mod Aston Villa.
Den engelske storklub kom bagud 2-0 i første halvleg. Derfor var det nærmest en forventning, at de ville ende med at tabe kampen. Men sådan gik det ikke.
Erik ten Hags tropper formåede derimod at kæmpe sig tilbage i kampen, da de scorede tre mål i anden halvleg. Og tilsyneladende var det noget, der faldt i god jord hos Jonny Evans' 9-årige datter Lottie.
"Vores 9-årige har lige sagt: 'Det var den bedste Boxing Day, jeg nogensinde har haft'," skrev hans kone, Helen Evans, på det sociale medie X.
Den nordirske spiller vendte retur til Old Trafford denne sommer. Det skete efter at have været væk fra klubben i otte år. Desuden betyder det, at han er blevet genforenet med sin kone, der arbejder for MUTV.
Ifølge Daily Mail fandt parret sammen i 2011, og kun to år efter blev de gift. Derefter forlod Evans dog De Røde Djævle, da han i 2015 blev hentet til West Bromwich.
Selvom Evans ikke længere var en del af United-truppen, valgte hans kone at blive i Manchester. Allerede dengang var hun en del af medieholdet, hvilket hun også er den dag i dag.
Parret har tre børn sammen: Lottie på 9 år, Heidi på 6 år samt Eli på 3 år.
Det var dog ikke blot i Evans-familien, at der var glæde at spore tirsdag aften. Det var der også hos Rasmus Højlund, der endelig fik scoret sit første mål i Premier League.