Jose Mourinho

José Mourinho bryder grædende sammen på pressemøde

Fodboldaug. 06 , 15:58
José Mourinho blev dybt berørt, da han på et pressemøde talte om sin tidligere anfører Jorge Costa, der pludselig er død i en alder af 53 år.
Fodboldverdenen i Portugal er ramt af sorg efter dødsfaldet af Jorge Costa, der gik bort i en alder af 53 år.
Costa var kendt som en markant skikkelse i portugisisk fodbold og var blandt andet anfører for FC Porto, da klubben i 2004 vandt Champions League under ledelse af José Mourinho.
Costa spillede med end 380 kampe for FC Porto fra 1990 til 2005, ligesom han i 90'erne var en væsentlig del af det portugisiske landshold.
Sidste år vendte Costa tilbage til Porto i rollen som sportsdirektør, og her var han bl.a. manden bag Viktor Froholdts skifte til storklubben tidligere på sommeren.
Nyheden om Costas død kom kort tid efter en anden tragisk hændelse i Portugal, hvor fodboldspilleren Jota og hans bror mistede livet i en trafikulykke i juli.
Mourinho ramt af følelser på pressemødet
På et pressemøde forud for Fenerbahçes opgør mod Feyenoord havde José Mourinho svært ved at holde tårerne tilbage, da han blev spurgt ind til dødsfaldet.
Den nuværende Fenerbahçe-træner beskrev, hvordan tabet rammer ham personligt.
- Det er en del af min historie, der forsvinder, sagde Mourinho ifølge Daily Mail, mens han synligt kæmpede for at bevare fatningen.
Han roste sin tidligere anfører for hans lederevner og understregede, at tankerne går til den efterladte familie.
Mourinho fortalte også, at han har kendt Costas børn, siden de var små, og at de nu står tilbage som voksne mænd uden deres far.
Et sidste ønske fra anførerens ånd
På pressemødet reflekterede Mourinho over, hvordan hans tidligere kaptajn ville have ønsket, at han håndterede situationen.
- Han ville sige: 'Kom nu, hold din pressekonference.' Og han ville sige: 'Spil kampen i morgen, Mister, vind kampen og glem mig.' Sådan ville Jorge være, forklarede Mourinho og tilføjede, at han vil forsøge at efterleve det og først græde bagefter.
Tragedien har sat sine spor hos den portugisiske træner, der flere gange fremhævede, at Jorge Costa var en vigtig del af hans liv og karriere.
Mest læste