Den norske fodboldtræner
Åge Hareide, der stod i spidsen for det danske landshold fra 2016 til 2020, er død. Han blev 72 år.
Ifølge det norske medie NRK sov Hareide stille ind i sit hjem med sin familie omkring sig.
Det bekræfter sønnen Bendik Hareide, som siger til mediet:
- Far sov ind i nat derhjemme med sin familie omkring sig. Nu har han spillet sin sidste kamp.
Hareide havde det seneste halve år været ramt af kræft i hjernen.
Landstræner med fokus på resultater
Åge Hareide overtog posten som dansk landstræner efter Morten Olsen og stod blandt andet i spidsen for holdet under VM i Rusland i 2018.
Under hans ledelse oplevede Danmark en bemærkelsesværdig stime på 34 kampe i træk uden nederlag.
I alt blev det kun til tre nederlag i de 40 kampe, han havde ansvaret for.
Han kvalificerede Danmark til både VM i 2018 og EM i 2020.
Sidstnævnte slutrunde blev dog udskudt på grund af corona-pandemien, og det blev derfor Kasper Hjulmand, der førte Danmark til EM.
Hareide blev ofte kritiseret for den spillestil, han praktiserede, som af kritikere blev kaldt kedelig.
Nordmanden holdt dog fast i sin tilgang og understregede, at det vigtigste for ham var at skabe resultater.
Efter sin tid i Danmark fortsatte Hareide kortvarigt som klubtræner i Rosenborg og Malmö, inden han i 2023 overtog det islandske landshold. Han valgte at gå på pension senere samme år.
Kondolencerne vælter ind
Mange i fodboldverdenen har reageret på Hareides død. Blandt dem er fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, som skriver på det sociale medie X:
- Åge var et varmt og lunt menneske, der udover at være en dygtig træner også var god til at skabe relationer og bygge et mandskab med en stærk holdånd og et endnu stærkere sammenhold.
Også landsholdsmålmand
Kasper Schmeichel udtrykker sorg over nyheden. Til TV 2 Sport siger han:
- Det er forfærdeligt trist. Det gør ondt i hjertet.
Han tilføjer:
- Åge har betydet utroligt meget for mig, og jeg er taknemmelig over at have kendt ham og spillet for ham.
Åge Hareide nåede i sin karriere som træner at vinde nationale mesterskaber i både Danmark, Norge og Sverige. Han blev i 2020 slået til ridder af Dannebrog.