Kevin De Bruyne har afsløret, hvordan en taktisk ændring fra Pep Guardiola, hjalp Manchester City med at vinde over Arsenal. Deres seneste sejr over Arsenal, har betydet, at Manchester City har bragt sig i en god position til at vinde Premier League i denne sæson.
Sejren betyder, at de nu kun er to point efter Arsenal, der indtager 1. pladsen. Ikke nok med det, så har de spillet to kampe færre end Arteta og co.
Efter kampen forklarede De Bruyne til Peacock, hvordan en taktisk ændring gjorde en stor forskel for City.
"Den måde, som Arsenal presser modstanderne på, er klasse. Det er næsten umuligt at spille den op bagfra - især ved et målspark. Vi vidste, at vi skulle spille det lange spil i dag, og vi testede en række ting til træning," sagde han.
"Jeg forsøgte at komme lidt dybere, og prøvede at løbe for Erling, når han havde bolden, og det lykkedes et par gange. Jeg synes, at vi i første halvleg skabte nogle gode chancer på den måde, og det var vigtigt."
"Normalt spiller vi med to 8'ere, og jeg tror, at han (Guardiola, red.) ville have lidt mere kontrol, da de presser, som de gør. Så Gundo (Gündogan, red.) spillede dobbelt-6'er, og jeg skulle udvælge situationerne. Hvis Partey pressede, forsøgte jeg at gå bagom, og det var svært for Holding og Gabriel. De skulle afgøre, om de skulle løbe med mig eller blive hos Erling."
Hvis Manchester City vinder de to kampe, de har i hånden, mod henholdsvis Chelsea og Brighton, vil de føre Premier League med fire point.