Værtsnationen
Schweiz fik en noget anderledes optakt til sommerens EM-slutrunde, da kvindelandsholdet for nylig tabte 1-7 til FC Luzerns U15-drengehold i en træningskamp spillet for lukkede døre.
Det bekræfter flere schweiziske medier.
Kampen blev først offentlig kendt, da resultatet blev delt i en video på Tiktok, som nåede cirka 70.000 visninger, før den blev slettet igen.
Episoden har vakt opsigt, men ifølge holdets pressemedarbejder, Sven Micossé, er der tale om en normal del af forberedelserne.
- Det er ikke usædvanligt i
kvindefodbold at spille mod juniorhold. Formålet er at sikre en vis konkurrencedygtighed, og i vores forberedelse ligger fokus lige nu på det fysiske aspekt, siger han til mediet Blick.
Testmodstandere med fysisk overtag
Ifølge schweiziske medier har kvindelandsholdet spillet flere kampe mod U15-drengehold som led i opbygningen frem mod EM.
Det skulle blandt andet være blevet til et nederlag mod FC Solothurns U15-hold samt en sejr over FC Biels drengehold i samme aldersgruppe.
Formålet med at møde yngre, men fysisk stærke drengehold er at presse spillerne på tempo og intensitet.
Det er to parametre, som kan være vanskelige at simulere i interne opgør mellem kvindelige spillere, og derfor benytter flere kvindehold drenge som modstandere i træningskampe.
- Uanset resultatet er disse træningskampe vigtige i forhold til intensitet og løbepensum forud for vores vigtige EM-kampe, fastslår Micossé.
Optakt til EM på hjemmebane
Schweiz er vært for EM-slutrunden i kvindefodbold, som sparkes i gang i begyndelsen af juli.
Danmark er blandt deltagerne og er placeret i gruppe C sammen med Tyskland, Sverige og Polen.
Danmark spiller sin første kamp den 4. juli mod Sverige, mens Schweiz åbner turneringen som værtsnation.
På trods af de opsigtsvækkende testresultater ventes det schweiziske hold at være konkurrencedygtigt, når EM sparkes i gang.