Anwar El Ghazi er færdig i den tyske fodboldklub Mainz. Årsagen er et kontroversiel opslag, han har delt på sociale medier.
Efter talrige rygter, er det nu officielt, at Anwar El Ghazi er færdig i den tyske klub Mainz. Det skyldes, at han tilbage i oktober delte et opslag til fordel for Palæstina på det sociale medie X.
Det førte oprindeligt til, at han blev suspenderet af den tyske klub. Der gik dog ikke lang tid, før han igen fik mulighed for at træne og spille med klubben.
Tilsyneladende var han ikke taknemmelig nok for dette til, at han kunne afholde sig fra at dele kontroversielle opslag. Kort tid efter, at han blev taget til nåde, delte han endnu et opslag på de sociale medier.
I denne forbindelse var der tale om et opslag, hvor han slog fast, at han ikke tog afstand fra sine tidligere udtalelser om krigen mellem Israel og Hamas i Gaza-striben. Det skriver norske VG.
Og dette opslag er nu endt med at få store konsekvenser for hollænderen. På sin hjemmeside skriver klubben, at de har besluttet at ophæve hans kontrakt, hvorfor han med øjeblikkelig virkning er blevet fyret.
Fredag blev det desuden bekræftet af den tyske anklagemyndighed, at der er blevet åbnet en sag mod El Ghazi. Han er ifølge VG mistænkt for at have 'forstyrret den offentlige fred og tilskyndet til kriminelle handlinger'.
"Jeg fortryder ikke min holdning. Jeg tager ikke afstand fra det, jeg sagde, hverken i dag eller indtil mit sidste åndedrag. Hvordan kan vi som verdenssamfund tie, når uskyldige børn dør? Antallet stiger hver dag. Det her skal stoppe," skrev El Ghazi i en udtalelse på X onsdag.