Manchester City er på jagt efter en ny backup for Erling Haaland. Det har fået dem til at kigge i retning af FC København. Orri Oskarsson har for alvor skabt et navn for sig selv, der har gjort, at han er landet på radaren i flere af Europas helt store klubber. Derfor kan det blive vanskeligt for FC København at holde fast i ham.
I løbet af sommeren er han blevet kædet sammen med adskillige klubber på tværs af hele Europa. Blandt andet har der ifølge Bold været stor interesse for ham i Real Sociedad, hvor man har overvejet at afgive et stort bud på den islandske stjerne.
Nu viser det sig, at han også har tiltrukket sig interesse fra en af de helt store adresser i Europa. Ifølge mediet The Athletic er han dukket op på radaren i Manchester City, hvor han angiveligt overvejes som en backup for Erling Haaland.
Det betyder naturligvis, at et skifte til den engelske klub vil resultere i mindre spilletid for Oskarsson. Ikke desto mindre vil det være et stort skridt for den kun 19-årige islænding.
Hvis Pep Guardiola og co. skal gøre alvor af deres interesse i Oskarsson, er de dog nødt til at hive den store pengepung frem. Selvom FCK er åbne for at sælge ham, bliver det ikke for småpenge.
I juni fik de et bud på cirka 100 millioner kroner fra Girona, men det blev ifølge Bold hurtigt afvist. Efterfølgende blev der udsendt en selskabsmeddelelse, hvori den danske storklub bekræftede, at de havde afvist et stort bud fra en spansk klub.
Skal han skifte til Premier League, kommer det ikke til at ske for mindre end 20 millioner euro plus bonusser, hvilket svarer til cirka 150 millioner danske kroner. Det skriver Bold.
Ydermere skal en handel falde på plads hurtigt, da det engelske transfervindue lukker den 30. august. Det udelukker dog ikke noget, da det 19-årige talent står meget højt på Citys liste denne sommer.