Manchester United har store planer for sommerens transfervindue, hvor særligt den offensive del af truppen skal styrkes. Manchester United har indledt forhandlinger med Atalanta-angriber
Rasmus Højlund og Eintracht Frankfurt-profilen
Randal Kolo Muani.
Det skriver The Athletic.
Mediet oplyser, at det er Højlund, der er den mest favorable kandidat. Derfor er der størst sandsynlighed for, at han hentes til Old Trafford til sommer.
United-træner Erik ten Hag har gjort det klart, at han vil have en ny angriber til sommer. Han har udset sig Harry Kane som den ideelle kandidat, hvorfor han skulle være ivrig efter at hente ham.
Tottenham-formand Daniel Levy er dog ikke meget for at sælge Kane til en direkte rival. Derfor kan United blive tvunget til at se sig om efter en anden løsning.
The Athletic skriver, at fodbolddirektør John Murtough har intensiveret dialogen med diverse transfermål, efter klubben sikrede sig en plads i Champions League.
Da der er tvivl om ejerskabssituationen i den engelske klub, er der også tvivl om Ten Hags budget. På trods af dette, fortsætter han og den øvrige stab med arbejdet.
Murtough har talt med Atalanta og Frankfurt flere gange om hhv. Højlund og Kolo Muani. Begge klubber siges at være åbne for at sælge spillerne, hvis det rette bud kommer.
Den danske angriber kom for nylig under vingerne hos SEG, da han ønsker at skifte til en større klub.
Dette kan vise sig at være en fordel, da Ten Hag også bliver repræsenteret af SEG, hvis medstifter, Kees Voss, ofte befinder sig på Old Trafford.