Chelsea-træner Mauricio Pochettino har undskyldt efter søndagens kamp mellem Manchester City og Chelsea. Chelsea kom bagud på tre forskellige tidspunkter i løbet af kampen mod Manchester City på Stamford Bridge. Et straffespark til Cole Palmer i overtiden endte med at sikre London-klubben et enkelt point.
Efter Palmers mål var ingen af de to hold i stand til at skabe chancer. I det 100. minut blev Chelsea dog nægtet chancen for et kontraangreb, skriver football.london.
Der var spillet to minutter af de i alt otte tilføjede minutter. Marc Cucurella havde formået at sætte Phil Foden, og havde sat kursen mod sidste tredjedel af banen. Men pludselig besluttede dommer Anthony Taylor at fløjte kampen af.
Beslutningen faldt bestemt ikke i god jord hos Pochettino, der stormede ind på banen for at konfrontere Taylor. Det hele blev fanget af Sky Sports-kameraerne, der fulgte ham ind på banen. Og man kunne tydeligt se ham sige 'What the?!' til Taylor.
Pochettino blev stoppet af to medlemmer af hans stab, men inden da havde han fået et gult kort af Taylor. På et pressemøde efter kampen besluttede den argentinske træner at sige undskyld.
"Jeg er nødt til at undskylde over for Anthony og dommerne. I dette øjeblik føler jeg, at Raheem kan nå igennem, og i dette øjeblik siger jeg 'Hvad fanden...?'," sagde han ifølge football.london.
"Jeg fortjener at få gult kort. Jeg undskylder, men denne type adfærd er ikke acceptabel. Jeg vil også undskylde over for ham (Guardiola, red.). Jeg var fokuseret på handlingen."
Pep Guardiola blev også spurgt om sagen, da han ikke fik et håndtryk fra Chelsea-træneren. Han svarede: "Det er ikke et problem. Det er fint. Følelserne tager nogle gange over for mig. Helt i orden."