Newcastle United-stjernen Miguel Almiron har skrevet under på en ny kontrakt med den engelske klub. Miguel Almiron har ikke planer om at forlade Newcastle United. Derfor har han skrevet under på en ny kontrakt, der strækker sig over tre og et halvt år.
Den 29-årige profil blev hentet fra MLS-klubben Atlanta United i januar 2019, og har siden da spillet mere end 150 kampe for Premier League-klubben.
Han er topscorer for Newcastle i denne sæson, hvor han har bidraget med 10 mål i 23 kampe i Premier League.
"Jeg er meget glad for at skrive under på en ny kontrakt med Newcastle. Jeg har følt mig hjemme i Newcastle fra begyndelsen," sagde han ifølge BBC.
"Jeg har følt mig meget velkommen, og jeg føler mig som en del af familien, så jeg er meget glad for at blive her, og jeg vil blive ved med at give alt på banen for at takke folket i Newcastle."
"Sandheden er, at siden jeg kom til Newcastle, har jeg arbejdet rigtig hårdt for at forbedre mit niveau og være, hvor jeg er i øjeblikket, og jeg takker også personalet og mine holdkammerater, som har hjulpet mig meget i disse fire år."
"Jeg tror, det er en belønning for det hårde arbejde, og jeg er meget glad."
Almiron, der både vandt prisen som månedens spiller i Premier League og månedens mål i oktober, havde kontrakt indtil juni 2024.
"Miggy er en enormt vigtig del af vores trup på og uden for banen, og jeg er meget glad for at se hans bidrag anerkendt på denne måde," sagde Newcastles cheftræner Eddie Howe.
"Jeg er glad for, at vi kan fortsætte vores rejse sammen."