Danskeren er kun overgået af Salah på assistlisten og har sat ny Brentford-rekord.
Mikkel Damsgaard fortsætter med at imponere i Premier League, hvor han nu står som en af de mest produktive oplægsholdere i ligaen.
Med to assists i Brentfords overbevisende 4-0-sejr over Leicester har den 24-årige dansker nu leveret ti assists i sæsonen.
Det er mere end nogen anden Brentford-spiller har præsteret i en enkelt Premier League-sæson.
Det placerer ham på andenpladsen på assistlisten i ligaen, kun overgået af Mohamed Salah, der har 15.
Med 12 runder tilbage er der dog rig mulighed for, at Damsgaard kan fortsætte sin imponerende stime.
Damsgaards præstation mod Leicester var endnu et eksempel på hans spilintelligens og tekniske finesse.
Særligt hans første assist til Yoane Wissas åbningsmål vakte opsigt, da han elegant vippede bolden forbi Leicesters forsvar og lagde den perfekt til angriberen.
Efter kampen var Wissa fuld af ros til sin danske holdkammerat.
"Han er bindeleddet mellem forsvarerne og angriberne. Han er magikeren på holdet, og vi er dem, der afslutter. Vi er glade for ham og for holdet," sagde Wissa til Premier Leagues hjemmeside.
Manager Thomas Frank understregede også Damsgaards betydning for holdets offensiv.
"Vi har en frontkvartet, hvor Damsgaard virkelig får sat dem op. Med den måde, de finder sammen på, har vi alt, hvad vi kan ønske," lød det fra Brentford-træneren.
Efter sejren er Brentford for første gang siden april lykkedes med at vinde to kampe i træk, og Damsgaard glæder sig over holdets momentum.
"Vi er et godt sted som hold, så det er fantastisk endelig at vinde to kampe i træk. Vi vidste, at vi havde virkelig gode chancer for at vinde, hvis vi spillede godt," sagde han til Premier League.com.
Med den nuværende form kan Brentford måske endda blande sig i kampen om de europæiske pladser.
"Vi drømmer selvfølgelig en smule, men vi ved også, hvor svært det er at snige sig med, så vi tager en kamp ad gangen. Men vi drømmer om Europa," sagde Damsgaard.
Brentfords næste test bliver en hjemmekamp mod Everton på onsdag, hvor Damsgaard og holdet vil forsøge at bygge videre på deres stærke form.