Kasper Hjulmand får markant mere i løn i
Bayer Leverkusen, end han gjorde som dansk landstræner – nu er hans årsløn mere end fordoblet.
Mandag offentliggjorde Bayer Leverkusen, at Kasper Hjulmand er klubbens nye cheftræner på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.
For den tidligere danske landstræner betyder det ikke kun et nyt kapitel i karrieren, men også en væsentlig økonomisk opgradering i forhold til landstrænerjobbet.
Ifølge flere medier, modtog Hjulmans som landstræner for Danmark en årsløn på omkring fem til seks millioner kroner.
Den indtjening er nu blevet mere end fordoblet i den tyske Bundesliga.
Ifølge den tyske avis Bild får han en grundløn på 2,5 millioner euro om året, hvilket svarer til cirka 19 millioner kroner.
Mulighed for endnu højere indtjening
Aftalen indeholder desuden bonusser, der kan løfte Hjulmands løn til tre millioner euro årligt.
Det svarer til lidt over 22 millioner kroner om året, hvis alle bonusser udløses.
Skulle Hjulmand blive i klubben frem til kontraktens udløb i 2027, kan det samlet set give ham mere end 42 millioner kroner i lønindkomst.
Det gør ham til en af de bedst betalte danske trænere i udlandet og understreger, hvor attraktiv han er på det internationale marked.
For Leverkusen er ansættelsen samtidig en investering i kontinuitet og stabilitet, efter klubben de seneste år har haft flere trænere på kort tid.
Erik ten Hag, manden som Hjulmand overtager for, var på en kontrakt der betalte ham omkring 7,5 millioner euro om året, svarende til ca. 56 millioner kroner.
Leverkusen ville have ham tidligere
Ifølge Bild var Hjulmand allerede på Leverkusens radar i sommer, da Xabi Alonso stoppede som træner.
Dengang valgte danskeren dog at sige nej, fordi han ønskede at fortsætte arbejdet med at udvikle en ny fodboldcampus for DBU.
Nu er timingen anderledes, og Hjulmand har i stedet taget skridtet til Bundesligaen, hvor han fremover skal forsøge at videreføre Leverkusens succes og samtidig bevise sit værd i en af Europas stærkeste ligaer.