cristiano ronaldo botox

Nu er der nyt: Hvor skal Cristiano Ronaldo spille?

Fodboldjun. 03 , 13:36
Sagen om Cristiano Ronaldos fremtid i Saudi-Arabien udvikler sig dag for dag, og nye meldinger peger nu på, at Al-Nassr kæmper for at holde fast i den portugisiske superstjerne.
Efter en sæson, hvor spekulationerne om hans næste skridt har været talrige, udtalte Ronaldo selv efter sæsonens sidste kamp på kryptisk vis:
- Kapitlet er ovre. Historien? Den er stadig i gang med at blive skrevet. Tak til alle.
En melding, der straks satte gang i rygter om et farvel.
Men i følge den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano, arbejder Al-Nassr intenst på at vende fortællingen.
Klubben er i gang med at udarbejde en ny plan og kontraktforslag, der skal overbevise Ronaldo om at blive i Riyadh-klubben.
Ifølge Romano vil Al-Nassr foretage ændringer i deres struktur og sportslige plan for at imødekomme Ronaldos ønsker og overbevise ham om at underskrive en ny aftale.
Kampen mellem klubber og VM-drømmen
Det er dog ikke kun Al-Nassr, der har en interesse i at fastholde Ronaldo.
Hele den saudiske fodboldstruktur, herunder den nationale investeringsfond PIF, er ifølge AFP dybt involveret i forhandlingerne.
PIF ejer ikke blot Al-Nassr, men også konkurrenterne Al-Hilal, Al-Ittihad og Al-Ahli, og deres strategiske plan er meget klar.
Man vil for alt i veren bevare Ronaldo i Saudi-Arabien som sportsligt og kommercielt fyrtårn.
En kilde fra PIF har ifølge AFP bekræftet, at der er tale om “pågående, svære forhandlinger” med Ronaldo.
Hvis ikke Al-Nassr kan overbevise ham, er den “første mulighed en transfer til Al Hilal, så han kan spille med i VM for klubhold, eller til Al Ahli, der er asiatiske mestre,” lyder det.
FIFA-præsident Gianni Infantino har tidligere åbnet døren for, at Ronaldo kunne deltage i det kommende klub-VM.
Det er en mulighed, der forudsætter, at han spiller for en kvalificeret klub, hvilket Al-Nassr ikke er.
Det øger presset for en løsning, der enten bringer ham til en anden saudisk klub med deltagelse i turneringen eller sikrer, at Al-Nassr kvalificerer sig fremadrettet.
Ronaldo i centrum for geopolitisk fodboldstrategi
For Saudi-Arabien handler det ikke kun om sport, men også om branding og politisk positionering.
Ronaldo har været central i landets fodboldstrategi, og et farvel nu vil være et symbolsk tilbageslag for ambitionerne om at gøre Saudi-Arabien til en global fodbolddestination.
Omvendt kan skiftet til en rival som Al-Hilal, med VM for klubhold som lokkemiddel, være en vej til at fastholde Ronaldo i landet og samtidig styrke saudiske klubbers internationale eksponering.
Men det afhænger af, om Ronaldos egne ambitioner kan forenes med de planer, PIF lægger frem.
Mest læste