gettyimages 2192685345

Peter Schmeichel langer ud efter Liverpool-fans: "Irriterende og ulækkert"

Fodboldnov. 05 , 18:46
Trent Alexander-Arnold fik en kølig modtagelse på Anfield, og det har affødt debat blandt tidligere spillere og eksperter.
Tirsdag aften vendte Trent Alexander-Arnold tilbage til Anfield. Denne gang som Real Madrid-spiller.
Den tidligere Liverpool-profil, der i sommer skiftede transferfrit til den spanske storklub, blev mødt af markante buhråb fra hjemmepublikummet, både under opvarmningen og da han blev skiftet ind i kampens slutfase.
Den reaktion har affødt kritik fra tidligere Manchester United-målmand Peter Schmeichel, som i dag arbejder som ekspert hos CBS Sports.
- Jeg finder det irriterende og på en måde ulækkert. Han har vundet ethvert trofæ og givet dem 20 år af sin karriere. Han burde blive budt velkommen tilbage som en helt, sagde Schmeichel.
Liverpool vandt opgøret mod Real Madrid med 1-0 i Champions League, men på lægterne var stemningen langt fra entydig.
Alexander-Arnold, der spillede 354 kampe for Liverpool og var en del af flere titelvindende hold, blev mødt med tydelig utilfredshed fra de fans, der tidligere hyldede ham.
Carragher forstår fansenes reaktion
Schmeichels medekspert Jamie Carragher, som selv spillede hele sin karriere i Liverpool, havde en anden opfattelse.
- Grunden til, at han fik så dårlig en velkomst, var, at Trent over sine 20 år her har spillet på, at: 'Jeg er en fan på banen'. Men de fans på lægterne ville ikke skifte på en fri transfer for at spille for Real Madrid, sagde Carragher og tilføjede, at mange fans føler sig svigtet.
Trent Alexander-Arnold blev indskiftet efter 81 minutter og spillede resten af kampen under konstante buhråb. Real Madrid-træner Xabi Alonso, der selv tidligere har spillet i Liverpool, mente dog ikke, at buhråbene nødvendigvis udtrykker had.
- At fansene buher er ikke et billede af, hvordan de har det med ham. Jeg tror mere, det er for at give deres hold et boost og prøve at hyle ham en smule ud af den, sagde Alonso.
Efter kampen fortalte Jude Bellingham, at Alexander-Arnold håndterede situationen professionelt og fokuseret.
- Det var, hvad man kunne forvente. Han var fokuseret, og han ville gerne være en del af det. Det er første gang for ham, så det var en udfordring – en ny oplevelse.
Maleri udsat for hærværk
Udover modtagelsen på stadion blev der også udtrykt utilfredshed andre steder i byen.
Et maleri af Alexander-Arnold i Liverpool, skabt efter Champions League-triumfen i 2019, blev tirsdag morgen overmalet med graffiti og en spansk besked:
- Farvel, rotte, melder det store medie The Athletic.
Alexander-Arnold har ikke offentligt kommenteret reaktionerne på sin tilbagevenden til Anfield.
Mest læste

Loading