Peter Schmeichel kritiserer Manchester Uniteds nye målmandskøb, mens
Senne Lammens selv kalder skiftet en drøm, der går i opfyldelse.
Manchester United har hentet den 23-årige belgiske målmand Senne Lammens fra Royal Antwerp som erstatning for André Onana, der er skiftet til Trabzonspor.
Aftalen blev indgået på transfervinduets sidste dag, og belgieren har skrevet under på en femårig kontrakt til en værdi af 18,2 millioner pund, svarende til omkring 155 millioner kroner.
Lammens regnes for et talent, men har blot en enkelt fuld seniorsæson bag sig som førstemålmand.
Netop dette får Manchester United-legenden Peter Schmeichel til at udtrykke tvivl om valget.
Schmeichel: Ukendt og risikabelt valg
Til Sky Bet siger den tidligere målmandsprofil:
- Han er ikke det, United har brug for lige nu.
Schmeichel peger på, at han aldrig havde hørt om Lammens, før rygterne om et skifte begyndte.
Ifølge danskeren er statistikker ikke nok til at vurdere, om en målmand kan håndtere presset på Old Trafford.
- Jeg ved, at hans statistik er fremragende på tværs af de ti bedste europæiske ligaer. Men det var med Antwerp i Belgien, et hold, der endte på femtepladsen, siger han.
Han fremhæver, at Lammens reddede fire ud af otte straffespark i Belgien, men understreger, at tal ikke viser, hvordan en spiller reagerer på fejl eller tackler presset i en storklub.
Andre målmænd på ønskelisten
Schmeichel fortæller, at han havde håbet på en mere erfaren profil.
Han nævner Aston Villas Emiliano Martínez og Gianluigi Donnarumma, som United efter hans mening burde have gået efter.
Sidstnævnte endte dog med at skifte fra Paris Saint-Germain til Manchester City.
Om Martínez siger Schmeichel, at han har bevist sit værd på højt niveau og tilmed tilfører lederskab, hvilket han mener er vitalt for Uniteds defensive organisering.
- Han er den slags målmand, som får angribere til at tænke sig om to gange. Den tilstedeværelse er vital. Så det var enormt skuffende at høre, at aftalen faldt til jorden af økonomiske årsager, siger Schmeichel til Sky Bet.