Pione Sisto holder sig væk fra FC Midtjylland, selvom han stadig er under kontrakt med Superliga-klubben. Der har længe været en konflikt mellem Pione Sisto og FC Midtjylland. Denne konflikt er nu nået til det punkt, hvor han ikke længere benytter sig af klubbens faciliteter.
Ifølge Ekstra Bladet befinder han sig derimod på banerne hos Tjørring IF, hvor han spillede som ung. Den dyre offensivspiller træner for sig selv, når de andre hold er taget hjem.
Årsagen til dette er, at Sisto ikke har nogen interesse i at forlade den midtjyske klub. Det vil han ikke gøre, før hans kontrakt udløber næste år, så han kan skifte på en fri transfer.
Ekstra Bladet har været i dialog med klubbens pressechef Mads Hviid. Her har de spurgt, om det er korrekt, at han ikke længere træner i klubben. Dette har de dog ikke ønsket at kommentere på.
Desuden har de også spurgt Tjørring IF, om det er korrekt, at Sisto gør brug af deres faciliteter. Heller ikke de har haft lyst til at udtale sig om sagen.
Tidligere i år blev det afsløret, at der var stor interesse for Sisto. Faktisk endte det også med, at FC Midtjylland accepterede et bud fra en tyrkisk klub.
Dette bud lød på 10 millioner kroner, hvilket var nok til at slippe Sisto. Et skifte blev dog aldrig aktuelt, da Sisto selv afviste at forlade klubben.
"Vi havde et tilbud, hvor han kunne tjene plus 20 millioner kroner netto på to år i udlandet. Vi kunne have tjent 10-15 millioner kroner," sagde klubbens direktør, Claus Steinlein, dengang i et interview med TV3 Sport.
Sisto er ifølge Ekstra Bladet blevet tilbudt at få hele sin løn udbetalt, hvis han ophæver sin kontrakt nu. Dette har han også afvist.