Plaffeministeren har ikke flere mål i sigtekornet: Karrieren er slut

Ronnie Schwartz har sluppet bolden og lagt støvlerne på hylden.

Den 35-årige angriber – kærligt kendt som Plaffeministeren – har valgt at sætte punktum for en karriere, der har spændt over næsten to årtier, 13 klubber og mål i både ind- og udland.

Det er slut nu, og beslutningen har været længe undervejs.

Siden han sagde farvel til FC Fredericia i sommeren 2024, har Schwartz stået uden kontrakt og kæmpet med at finde det rigtige næste skridt.

Mulighederne var der, blandt andet på Island, men manglede den nødvendige gnist og økonomiske appel.

- Jeg skal jo heller ikke spille fodbold for enhver pris, siger han til Bold.dk.

Karrieren startede tilbage i 2007, hvor en blot 18-årig Schwartz debuterede for AaB i Superligaen.

Siden da er det blevet til 167 optrædener og 64 mål i Danmarks bedste række, og mange vil især huske ham for hans målnæse i Randers FC og Silkeborg IF.

Det var i Randers, han for alvor slog sit navn fast – og med 40 mål i 87 kampe er han stadig den mest scorende spiller i klubbens historie.

Derfor var det også symbolsk, at det netop var på Cepheus Park, at han fredag aften blev hyldet og fik lov til at sige farvel til fodboldverdenen med værdighed og varme.

Men for Schwartz har fodbold altid været mere end bare mål og resultater.

Det handler også om venskaberne i omklædningsrummet, rejsen, og den identitet, der bliver skabt, når man helliger sig sporten. Det er derfor ikke underligt, at beslutningen om at stoppe har været følelsesladet.

- Jeg kommer til at savne alt, hvad der hører med – specielt sammenholdet, siger han, og tilføjer, at det er netop de menneskelige relationer, han tager med sig videre som det mest værdifulde.

Schwartz har aldrig været typen, der ville sidde på bænken. Spilletiden var det vigtigste, og det førte til mange klubskifter – men det var et bevidst valg.

- Jeg har aldrig haft lyst til frivilligt at sidde på bænken, forklarer han.

Karrieren har derfor budt på både op- og nedture, men også oplevelser i Frankrig, England, Belgien og Norge. Og selvom han i bagklogskabens lys måske kunne have været mere tålmodig enkelte steder, angrer han intet:

- Hvis jeg som tiårig knægt havde fået at vide, at jeg ville få sådan en karriere, havde jeg alle ugens dage sagt ja tak.

Hvad fremtiden bringer, står endnu uklart.

Schwartz erkender, at han er midt i en overgangsperiode, hvor han forsøger at finde ud af, hvad næste kapitel skal handle om – og om det skal inkludere fodbold eller ej.

- Fodbold kommer på en eller anden måde til at være i mit liv, siger han, selvom han endnu ikke kan sætte ord på hvordan.