gettyimages 2205410589

Portugisiske medier revser Ronaldo: "Fuldstændig falmet"

Fodboldmar. 21 , 16:51

Kritikken var hård og ubarmhjertig, da Portugal torsdag aften blev besejret 0-1 af Danmark i Parken.

En kamp, hvor de danske spillere sprudlede med intensitet og taktisk disciplin, mens portugiserne fremstod idéforladte og uinspirerede. Og i centrum for den verbale nedslagtning i de portugisiske medier står én mand: Cristiano Ronaldo.

Landsholdsanføreren, der fyldte 40 i år, bliver hudflettet i analyser og kommentarer, hvor hans præstation beskrives som både tandløs og forældet.

”At efterlade Cristiano Ronaldo på banen i 90 minutter i en alder af 40 var skandaløst!” skriver Pedro Soares fra sportsavisen A BOLA og går direkte efter både anføreren og landstræner Roberto Martínez. Ifølge Soares står det klart, at Portugal ikke længere kan bygge sin offensiv op omkring Ronaldo.

Det er tid til at tænke fremad – og det haster. Det samme budskab går igen hos ZeroZero, som skriver, at Ronaldo var ”fuldstændig falmet” og slet ikke i stand til at indtage den rolle som offensivt omdrejningspunkt, holdet havde brug for.

Kun én portugiser roses for indsatsen

Kritikken rammer dog bredere end blot Ronaldo. Både Bruno Fernandes og de to midterforsvarere Ruben Dias og Renato Veiga får karakteren fire ud af ti – og det samme gør Ronaldo.

Ingen af Portugals indskiftere får over tre, og det tegner et klart billede af en kollektiv præstation langt under det forventede. Ifølge portugisiske medier er der kun én mand, der redder æren: målmand Diogo Costa.

Han bliver kaldt for kampens redningsmand fra portugisisk side og modtager karakterer helt oppe på otte.

Stor ros til danskerne

På den anden side af banen var der dog masser af ros til danskerne, og særligt én spiller fik opmærksomhed: Gustav Isaksen. Den lynhurtige kantspiller blev kaldt et “uhæmmet lokomotiv” og en “sand hovedpine” for det portugisiske forsvar.

Han høster flotte karakterer på 7 og 7,5 i de største portugisiske medier. Rasmus Højlund, kampens enlige målscorer, roses også for sin intensitet og arbejdsomhed, og Jannik Vestergaard fremhæves for sin ro og overblik i defensiven. Begge får syv i karakter.

Det er sjældent, at portugisiske medier slår så hårdt ned på deres eget landshold, men nederlaget mod Danmark – og især måden det skete på – har tydeligvis ramt en nerve.

Mest læste

Mest læste