Fodboldlegenden Preben Elkjær er blevet hyldet for et helt særligt mål, som han scorede for næsten 40 år siden. Man kan ikke komme udenom, at Preben Elkjær er en af de største danske fodboldspillere i historien. Det understreges blandt andet af det faktum, at han selv i dag bliver hyldet for sine bedrifter på banen.
Det skete for nylig i Verona, hvor han blev hyldet for et ikonisk mål, som han scorede for 39 år siden. Det endte med at gå over i historien, da det blev scoret uden en støvle på foden.
Et sådant mål er ikke noget, der bare lige går over i glemslen. Heller ikke i Italien. Derfor var den tidligere fodboldspiller blevet inviteret til Verona, så han kunne blive hyldet forud for deres kamp mod Napoli.
Her blev han mødt af klapsalver fra de mange tusinde Verona-fans, der var dukket op. Desuden fik han også foræret en ny Verona-trøje med sit eget nummer på ryggen: nummer 11.
Preben Elkjær har da også spillet en vigtig rolle for den italienske klub. Blandt andet var han i 1985 med til at vinde det eneste italienske mesterskab i klubbens historie.
Dertil scorede han også sit mindeværdige mål den 14. oktober 1984. Det er netop dette mål, som han har været inviteret til Italien for at blive hyldet for.
Scoringen faldt i femte spillerunde, hvor de tørnede sammen med Juventus. Et langt udspark endte for fødderne af Elkjær, der straks satte fart på spillet.
Det resulterede i, at en Juventus-forsvarer forsøgte at tackle ham. Det gik ikke helt, men til gengæld fik han trådt danskerens ene fodboldstøvle af.
Alligevel fortsatte han mod mål, hvor han driblede forbi endnu en modstander, inden han sendte bolden i nettet. Hvis du vil se målet, kan det ses 11 minutter og ti sekunder inde i videoen herunder.