En tidligere mundtlig aftale skaber bølger mellem to af fodboldens mest profilerede navne. Striden handler om meget mere end ussel mammon.
Da
Kylian Mbappé i sommeren 2024 forlod
Paris Saint-Germain og skiftede til
Real Madrid, lignede det afslutningen på en lang og intens transfersaga.
Men selv om støvet havde lagt sig på banen, begyndte en ny konflikt uden for kridtstregerne.
For en juridisk strid om millioner i manglende udbetalinger trækker nu både Mbappé og hans tidligere klub i retten.
Kernen i sagen er en påstået aftale, som ifølge Mbappés lejr aldrig blev gjort formelt bindende.
Angiveligt skulle
PSG have undladt at udbetale cirka 410 millioner kroner til den franske angriber. Beløbet dækker både en del af en sign-on bonus og tre måneders løn.
PSG fastholder på sin side, at Mbappé selv gik med til at opgive beløbet som en del af en gentlemanaftale i sommeren 2023.
Aftalen var ifølge klubben mundtlig, men indgået i god tro og som en løsning, der gjorde det muligt for Mbappé at vende tilbage til holdet efter en periode med træning væk fra førsteholdstruppen.
Verbal aftale eller juridisk brist?
Det handler altså ikke kun om penge, men om hvorvidt der overhovedet eksisterer en gyldig aftale.
Ifølge BBC siger Mbappés advokater, at der aldrig blev underskrevet nogen tillægskontrakt, og at aftalen derfor ikke er juridisk gyldig i henhold til reglerne fra Ligue de Football Professionnel (LFP).
Det er nemlig et krav, at ændringer i kontrakter skal foreligge skriftligt og indsendes til ligaens administration.
Sagen har derfor bevæget sig fra fodboldens egne instanser til det civile retssystem. LFP's disciplinære kommission vurderede først, at PSG burde betale pengene, men erklærede sig siden inkompetent, fordi der allerede kørte en civil sag.
Samtidig beskylder Mbappés folk PSG for at have anlagt sag mod LFP for at undgå netop en disciplinærsag.
Senest har Mbappés advokater fået medhold i at fastfryse det omstridte beløb via en midlertidig retskendelse.
PSG har svaret igen med et modkrav på ca. 730 millioner kroner, som klubben hævder dækker økonomisk skade forårsaget af Mbappés adfærd under kontraktforhandlingerne.
Symbolsk kamp og en ny magtbalance
Uanset udfaldet af retssagen har konflikten allerede sat fokus på en større transformation i PSG’s strategi.
I mange år har klubben været kendt for at bygge holdet op omkring enkeltstjerner, bl.a. Zlatan, Neymar og altså Mbappé.
Men i takt med Mbappés afgang signalerer PSG en ny linje om mere kollektivitet og færre individer.
Det nye PSG ser ikke ud til at ville acceptere tidligere tiders spillerdominerede kultur.
Klubben hævder, at Mbappé i 2023 ikke blev presset til at forlænge med “skandaløse og utilbørlige metoder”, som spillerens lejr kalder det, og klubben vil sammen med spillerforeningen rejse kritik mod det såkaldte “loft”-system, hvor spillere fjernes midlertidigt fra førsteholdet under transferkonflikter.
Parterne står altså stejlt over for hinanden, og næste retsmøde er sat til den 26. maj, samme uge som PSG potentielt kan spille både pokalfinale og Champions League-finale.