Fremad Amager racisme

Racismesag rammer dansk fodboldklub

Fodboldokt. 08 , 20:01
Endnu en racistisk episode har fundet sted i Sundby Idrætspark, og nu reagerer Fremad Amager med en klar opsang til sine egne fans.
For anden gang på kort tid er Fremad Amager blevet involveret i en sag om racistiske tilråb fra egne tilskuere.
Det bekræfter klubben selv på sin officielle Facebook-side, efter episoden fandt sted i forbindelse med fredagens 2. divisionskamp mod HIK i Sundby Idrætspark.
Fremad Amager oplyser, at man er blevet gjort opmærksom på ytringer af racistisk karakter under opgøret og benytter lejligheden til at beklage over for den forurettede.
Samtidig udsender klubben en tydelig markering over for alle former for diskrimination.
"Det hører ikke hjemme i Sundby"
I klubbens udmelding understreges det, at racistiske og diskriminerende tilråb er fuldstændig uacceptable og i strid med de værdier, klubben står for.
- Fremad Amager tager som altid stærkt afstand til diskriminerende tilråb! Som fans og klub er vi nødt til at stå sammen om at få ryddet ud i uacceptabel opførsel i Sundby Idrætspark, lyder det blandt andet i opslaget.
Videre skriver klubben, at alle, der besøger Sundby, skal kunne forvente en respektfuld og inkluderende atmosfære:
- Racistiske, homofobiske og andre former for diskriminerende tilråb hører ingen steder hjemme og heller ikke i Sundby!
Opråb til fans: Tag ansvar
Fremad Amager opfordrer også egne fans til at gribe ind, hvis lignende episoder opstår i fremtiden.
- Hvis du har overhørt noget i fredags, der ikke var i orden, er det nu din pligt at skrive til os. Det samme gælder, hvis du fremover hører noget, der er over stregen. Tag fat i vagterne eller tag selv action.
Afslutningsvis gentager klubben sit værdigrundlag og understreger, at personer, der ikke respekterer fællesskab og mangfoldighed, ikke er velkomne.
- Fremad Amager står for mangfoldighed og et stærkt fællesskab, og det skal vi sammen værne om, skriver klubben.
Mest læste

Loading