Ifølge engelske medier kan
Manchester United være klar til at inddrage
Rasmus Højlund i en mulig handel.
Manchester United har ifølge Daily Mail og The Athletic rettet fokus mod RB Leipzigs angriber
Benjamin Sesko.
Den slovenske landsholdsspiller står højt på ønskelisten i klubben, men prisen er betydelig.
Leipzig vurderer angiveligt, at den 22-årige angriber koster omkring 560 millioner kroner plus bonusser, hvilket har fået United til at overveje alternative løsninger for at sikre sig hans underskrift.
En af mulighederne er at inkludere Rasmus Højlund som en del af betalingen.
Det vil i givet fald betyde, at Højlund kan blive sendt til Bundesligaen, mens Sesko skifter til Old Trafford.
Ifølge de britiske medier er
RB Leipzig interesseret i danskeren, som de mener kan passe ind i klubbens offensive profil.
Leipzig har interesse i Højlund
RB Leipzig har de senere år haft succes med at udvikle unge angribere, og Højlund kunne blive næste navn i rækken.
Manchester United-ledelsen mener samtidig, at hans markedsværdi kan nedbringe den samlede pris for Sesko markant.
The Athletic skriver, at Borussia Dortmund og Newcastle United også holder øje med Højlund.
Trods interessen fra flere klubber har den danske angriber dog givet udtryk for, at han ønsker at fortsætte i Manchester.
- Min plan er meget tydelig. Det handler om for mig at holde mig fit og kæmpe for min plads uanset, hvad der sker, sagde Højlund torsdag.
Kontraktforhold og statistik
Benjamin Sesko kom til RB Leipzig i sommeren 2023 efter et ophold i Red Bull Salzburg.
Han har fire år tilbage af sin kontrakt med den tyske klub og har allerede markeret sig som en effektiv målscorer i Bundesligaen.
På 87 kampe for Leipzig er det blevet til 39 mål og 8 assists.
Rasmus Højlund har været i Manchester United siden sommeren 2023, hvor han kom til fra Atalanta.
Han har tre år tilbage af sin kontrakt med den engelske klub.
I alt er han noteret for 95 kampe med 26 scoringer og 6 assists.