Rasmus Højlund

Rasmus Højlund pryder alle forsider i italienske medier

Fodbolddec. 08 , 15:51
Rasmus Højlund har indtaget Italien med storm, efter han søndag aften afgjorde topkampen mod Juventus med to mål – og mandag pryder han alle landets sportsforsider.
Rasmus Højlund var hovedarkitekten bag Napolis 2-1 sejr over Juventus søndag aften, hvor han med to mål sendte de regerende mestre til tops i Serie A.
Den danske angriber leverede en stærk præstation, som har vakt stor opmærksomhed i hele Italien.
Mandag morgen var Højlund på forsiden af alle de største italienske sportsaviser, og hyldesterne fortsatte i både trykte og digitale medier.
Han blev ikke blot omtalt som kampens spiller, men som det helt store samtaleemne i italiensk fodbold.
La Gazetta dello Sport kaldte Højlund for "helten for Napoli", Sky Sports Italia mente danskeren var banens bedste og Calcio Mercato skrev, at Højlund besejrede Juventus.
Det var særligt Højlunds effektivitet foran mål, der blev fremhævet.
Med fire mål og to assists i ti Serie A-kampe har han leveret på et højt niveau i sin første sæson for Napoli.
Stor ros fra både fans og medier
På sociale medier er reaktionerne ligeledes strømmet ind.
Flere af de store Instagram-profiler omhandlende fodbold hyldede ligeledes danskeren.
Her fremhævede liveherewego, at Højlund har været flyvende siden sit skifte fra Manchester United, og at hans præstationer nu tæller 14 målinvolveringer på tværs af klub og landshold.
Serie A's officielle Instagram har ligeledes haft travlt med Rasmus Højlund. Otte opslag de sidste 15 timer har, i et eller andet omfang, omhandlet danskeren.
Højlund: “Jeg elsker at arbejde for holdet”
Efter kampen satte Højlund selv ord på præstationen.
Han understregede vigtigheden af holdindsatsen og sit eget arbejde i presspillet og i opspillet.
- Det er altid fedt at score mål, men rosen skal også tilskrives holdet. Jeg kan også godt lide at presse og arbejde med ryggen mod mål for at hjælpe mine holdkammerater, sagde han til det italienske medie DAZN.
Han fortalte desuden, at taktikken fra trænerbænken havde været afgørende:
- Trænerbænken fortalte mig, at jeg skulle angribe Juventus centralt, og det hjalp.
Med sine mål og arbejdsiver har Højlund ikke blot sikret Napoli tre vigtige point i mesterskabskampen, han har også gjort sig selv til et af de varmeste navne i Serie A.
Mest læste

Mest læste

Loading