Den danske angriber er endt i en historisk måltørke efter United søndag måtte se sig slået i FA Cuppen.
Rasmus Højlunds mareridt i Manchester United fortsætter.
Den danske angriber fik igen chancen fra start, men han formåede ikke at finde vej til netmaskerne, da United søndag røg ud af FA Cuppen efter et straffesparksnederlag til Fulham.
Dermed er Højlund nu oppe på 18 kampe i træk uden mål, og de engelske medier er brutale i deres bedømmelser af den danske landsholdsspiller.
Både Mirror, Daily Mail og Goal.com kritiserer Højlunds manglende bidrag i opgøret, hvor han blev skiftet ud efter 68 minutter uden at have skabt de store chancer.
"Rasmus Højlunds problemer i United i denne sæson er veldokumenterede. Han spillede kun 68 minutter og havde en utrolig stille dag, hvor han hverken formåede at teste Bassey eller målmand Leno," skriver Mirror.
Daily Mail giver ham karakteren 4/10 og beskriver, hvordan han startede kampen energisk, men hurtigt forsvandt ud af billedet.
"Hans afbrænder lige forbi stolpen understregede hans manglende selvtillid i en stime af 18 kampe uden mål," skriver Goal.com, som ligeledes kvitterer med 4/10.
Hvis Højlund kæmper med selvtilliden, så var det en anden dansk angriber, der imponerede: 17-årige Chido Obi-Martin.
Den unge angriber erstattede Højlund og skabte straks problemer for Fulham-forsvaret.
Mirror skriver, at Obi-Martin i én af sine første aktioner gjorde mere, end Højlund havde gjort hele kampen, da han fysisk overmatchede Calvin Bassey og tvang Bernd Leno til en redning.
"Han skabte mere fare, end Højlund har gjort det meste af sæsonen," lyder den hårde dom fra Goal.com.
Med det tidlige FA Cup-exit fortsætter Manchester Uniteds skuffende sæson.
Holdet ligger i øjeblikket nummer 14 i Premier League, og næste opgave bliver torsdagens Europa League-opgør mod Real Sociedad.
Højlund får ligeledes en ny chance for at bryde sin måltørke på søndag mod Arsenal, men med en 17-årig konkurrent, der allerede får ros, kan danskerens startplads snart være i fare.