Raúl Asencio blev ifølge spanske medier mødt med "dø-råb" fra tribunerne under Real Madrids sejr i Copa del Rey-semifinalen mod Real Sociedad.
Det var en ubehagelig oplevelse for Real Madrids 22-årige forsvarsspiller Raúl Asencio, da han onsdag aften var på banen i Copa del Rey-semifinalen mod Real Sociedad.
Under første halvleg blev han ifølge flere spanske medier mødt med grove tilråb fra tilskuerrækkerne, hvor der blandt andet blev råbt "Asencio, dø".
Hændelsen fik Real Madrids anfører i kampen, Vinicius Jr., til at gå til dommer José Sánchez, der valgte at stoppe kampen kort før pausen.
På storskærmen blev der udsendt en besked, hvor stadion opfordrede til respekt for modstanderen og understregede, at racistiske og fremmedfjendske tilråb ikke blev tolereret.
En lignende besked blev også annonceret over stadionhøjtalerne.
Da spillerne vendte tilbage efter pausen, var Asencio ikke længere på banen.
Efter kampen forklarede Real Madrid-træner Carlo Ancelotti, at beslutningen om at tage ham ud skyldtes en kombination af de verbale angreb fra tilskuerne og det faktum, at han allerede havde fået et gult kort.
"Jeg fjernede Asencio af to grunde: Han var påvirket (af tilråbene, red.), og han havde et gult kort. Ingen kan lide at blive råbt ad med 'dø'. Så han var påvirket. Jeg foretrak at tage ham ud, fordi hans følelser kunne påvirke ham," sagde Ancelotti ifølge Football-Espana.
Det var ikke kun Asencio, der blev ramt af Real Sociedad-fansenes tilråb. Vinicius Jr. blev endnu engang udsat for abelyde og racistiske gestikuleringer.
Det er en problematik, der desværre ikke er ny for den brasilianske stjerne.
Trods de ubehagelige episoder lykkedes det Real Madrid at sikre sig en smal 1-0-sejr efter, at Endrick scorede kampens eneste mål i det 19. minut.
Den anden og afgørende semifinale i Copa del Rey bliver spillet den 1. april på Santiago Bernabéu, hvor Real Madrid har fordel af hjemmebanen.