Marcus Rashford

Så meget forlanger Manchester United for Marcus Rashford

Fodboldmaj 16 , 8:08
Aston Villa har en mulighed, men de er ikke alene. Flere klubber holder øje, og tiden er ved at løbe ud.
Marcus Rashford står foran en sommer, hvor hans fremtid for alvor er til diskussion.
Efter at være blevet marginaliseret i Manchester United og sendt på leje til Aston Villa i januar, har den 27-årige angriber genfundet en del af sit niveau med fire mål og seks assists i 17 kampe for Unai Emerys mandskab.
Rashford har samtidig kæmpet sig tilbage i Englands landsholdstrup, hvilket beviser, at hans navn fortsat vejer tungt.
Men hans tid i Manchester ser ud til at være forbi. Ifølge The Daily Mail har klubben sat et officielt prisskilt på Rashford, der lyder på 40 millioner pund, hvilket svarer til cirka 350 millioner kroner.
En overkommelig sum på nutidens transfermarked, men med en række forbehold og økonomiske finesser, der kan gøre en aftale mere kompliceret end først antaget.

Aston Villa har ingen eksklusiv ret

Selv om Rashford i øjeblikket er på lejekontrakt med Aston Villa, har Birmingham-klubben ikke sikret sig eksklusiv forkøbsret.
Det betyder, at enhver anden klub kan købe Rashford for det samme beløb, så længe Manchester United og spilleren selv accepterer betingelserne.
Villa dækker ifølge rapporterne mindst 75 procent af Rashfords nuværende løn på knap 2,8 millioner kroner om ugen, men spillerens kontrakt i United løber frem til 2028.
Hvis Rashford skifter til en klub, der ikke kan matche hans nuværende løn, skal United ifølge The Daily Mail selv dække differencen.
Det kan løbe op i adskillige millioner over de kommende tre år, og den økonomiske byrde vil derfor skulle modregnes i den samlede transferaftale.
Rashford har angiveligt gjort det klart, at han ikke har nogen interesse i at gå ned i løn, og at han foretrækker en fremtid i en Champions League-klub, og så afgjort ikke i en London-baseret klub.
Det begrænser mængden af potentielle bejlere, selv om interessen fra andre Premier League-klubber er begyndt at cirkulere.

Skade afslutter sæsonen

Rashford er for nylig blevet ramt af en lårbensskade, som holder ham ude af Villas sidste kampe i sæsonen.
Skaden betyder, at Rashford formentlig har spillet sin sidste kamp i den lilla trøje, i hvert fald i denne omgang.
En permanent aftale er mulig, men langt fra sikker. Villa er stadig i spil, men klubber som Newcastle og Bayern München er også blevet nævnt i kulissen.
Hvis ingen parter kan blive enige, er endnu en lejeaftale ikke udelukket, men Uniteds hensigt er at finde en permanent løsning med en klub, der er klar til at betale og matche kravene.
Mest læste