fcm sif

Seks hold har ført Superligaen denne sæson

Fodboldnov. 26 , 13:15
En historisk tæt Superliga-sæson ser flere hold kæmpe om førstepladsen, og toppen har aldrig været så åben.
Mandagens opgør mellem FC Midtjylland og Silkeborg satte et punktum for 16. spillerunde i 3F Superligaen, og resultatet gjorde kampen om førstepladsen endnu tættere.
Med en smal 1-0-sejr rykkede midtjyderne op på siden af FC København, og begge hold står nu med 30 point. De to klubber, som ofte præger toppen af rækken, er dog langt fra alene i årets dyst.
I alt har seks forskellige hold i løbet af efteråret ligget på førstepladsen. Ud over FC København og FC Midtjylland har også AGF, Silkeborg, Randers og FC Nordsjælland haft æren af at være duks.
Ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul skyldes den tætte top blandt andet, at Superligaens bundniveau er blevet højere.
"Alle hold i ligaen er blevet mere konkurrencedygtige, hvilket gør det sværere for topholdene at hente mange sejre i træk," forklarer Kraul.

Historisk tæt konkurrence i Superligaen

Man skal tilbage til sæsonen 2000/2001 for at finde en tilsvarende situation, hvor så mange hold har delt førstepladsen.
Dengang nåede syv hold at indtage rækkens topplacering allerede efter 12 spillerunder, og i alt otte hold førte rækken på et tidspunkt i løbet af sæsonen.
Den tætte top i år blev ekstra tydelig under søndagens kampe, hvor fire hold kortvarigt delte førstepladsen.
Da Randers slog Vejle, nåede de op på 27 point, hvilket AGF, FC Midtjylland og FC København også havde.
Ifølge Superstats er det første gang i Superligaens historie, at så mange hold deler førstepladsen så sent på sæsonen.
"Topholdene taber oftere til lavere rangerede hold, og bredden i ligaen gør, at flere hold kan lege med i toppen," tilføjer Kraul.

Næste runde afgørende inden vinterpausen

Den tætte konkurrence fortsætter i næste weekend, når Superligaens 17. og sidste runde inden vinterpausen spilles.
Brøndby åbner runden fredag mod AaB, og resultatet kan potentielt ændre på den tætpakkede top.
Med Superligaens øgede konkurrenceniveau og flere hold, der konstant skifter placeringer, tyder alt på, at kampen om mesterskabet bliver e´´n af de mest uforudsigelige i nyere tid.
En kombination af styrkede bundhold og svingende resultater fra topholdene skaber en spændende sæson, hvor hver runde kan vende op og ned på tabellen.
Mest læste