På det seneste har der været en del rygter om ham. Nu ser det endelig ud til, at Mads Bidstrup har fået svar på sin fremtid. Den danske midtbanespiller Mads Bidstrup er denne sommer vendt retur til Premier League-klubben Brentford. Det ser dog ikke ud til, at det bliver til et længere ophold.
Efter at have været lejet ud til FC Nordsjælland, har der været tvivl om, hvad hans fremtid ville bringe fra denne sommer og frem.
Det hænger sammen med, at der ikke har været den store udsigt til at få spilletid i Brentford. Det ser ud til, at han har set dette i øjnene, og derfor har besluttet at forlade klubben.
Ifølge B.T. er Mads Bidstrup nået til enighed med RB Salzburg om et skifte. Den østrigske klub er også nået til enighed med Brentford om en pris.
Efter sigende er der tale om en pris på 45 millioner kroner. Prisen kan dog stige, hvis han får succes i RB Salzburg, da der er indskrevet en række bonusser i aftalen.
Derfor kan Bidstrup se frem til, at han inden længe bliver holdkammerater med Maurits Kjærgaard. Det 20-årige talent, der har en fortid i Lyngby, er også blevet spået en stor fremtid.
På det seneste har Bidstrup også været rygtet til FC København. Dermed kunne han have fortsat som en af de mest profilerede spillere i Superligaen. Nu ser det ikke ud til, at det bliver en realitet.
Den 22-årige midtbanespiller har tidligere været en del af Red Bull-miljøet. Fra 2018 til 2020 var han en del af flere ungdomshold i RB Leipzig, inden han skiftede til Brentfords B-hold.
Herfra blev han i januar 2022 sendt på et lejeophold i FC Nordsjælland, hvor han har været frem til denne sommer.