Jon Dahl Tomasson

Svensk medie: Jon Dahl er blevet fyret

Fodboldokt. 14 , 14:58
Efter en række skuffende resultater i VM-kvalifikationen har Svenska Fotbollförbundet besluttet at fyre landstræner Jon Dahl Tomasson. Det sker efter knap to år på posten.
Svensk fodbold har taget en historisk beslutning.
Ifølge Aftonbladet er Jon Dahl Tomasson blevet fyret som landstræner for det svenske herrelandshold efter den skuffende start på VM-kvalifikationen.
Den danske træner nåede knap to år i spidsen for Sverige, men tre nederlag i træk og kun ét point efter fire kampe har fået Svenska Fotbollförbundet til at handle.
Det seneste nederlag på hjemmebane mod Kosovo blev udslagsgivende.
Med 0-1-nederlaget er Sveriges muligheder for at nå VM i 2026 nu begrænset til et håb om en playoff-billet gennem Nations League.
Interne uenigheder om rolle og spillestil
Ifølge Aftonbladet har utilfredsheden med Tomasson ikke kun handlet om resultaterne.
Flere nøglepersoner i både forbundets ledelse og bestyrelse har længe været uenige med den danske træner om, hvordan landsholdet skulle udvikles.
Kilder i forbundet fortæller, at Tomasson på egen hånd har forsøgt at ændre spillestilen markant, uden at have fået grønt lys til det.
- Det var aldrig meningen, at han skulle ændre spillestilen 180 grader. Han har selv konstrueret den fortælling og brugt den som skjold, siger en anonym kilde til Aftonbladet.
Tomasson har tidligere forklaret, at han blev ansat med mandat til at skabe en mere offensiv og internationalt orienteret spillestil.
Men ifølge forbundets ledelse var det ikke en del af den oprindelige aftale.
Forbundet har råd til fyringen
Svenska Fotbollförbundet har i de seneste dage drøftet sagen intenst.
Den endelige beslutning blev truffet tirsdag, og forbundet har ifølge svenske medier allerede informeret landsholdets spillere om fyringen.
Der er ingen økonomiske barrierer, der har stået i vejen for beslutningen.
Tomassons kontrakt løb til marts 2026, men var i høj grad baseret på resultatbetingede bonusser, som ikke udløses med de nuværende resultater.
- Forbundet har råd til at give JDT sparket, lyder det fra en kilde med indsigt i sagen til Aftonbladet.
Midlertidig løsning på vej
Det svenske fodboldforbund ventes inden for kort tid at præsentere en midlertidig løsning frem mod de resterende kvalifikationskampe og en mulig playoff i marts.
Ifølge Aftonbladet har fotbollschef Kim Källström og hans nærmeste rådgivere – Caroline Sjöblom, Urban Hammar og landslagschef Stefan Pettersson – stået i spidsen for beslutningsprocessen.
Fyringen af Jon Dahl Tomasson markerer første gang i historien, at en svensk landstræner er blevet afsat midt i en igangværende kvalifikation.
Mest læste

Loading