Det handler ikke om én kamp. Det handler om at stå stærkt om to, tre og fire måneder. Og det kræver en anden tilgang.
Efter et succesfuldt ophold i Trabzonspor, hvor han både blev tyrkisk mester og noterede sig for 15 mål, vendte
Andreas Cornelius i 2022 hjem til
FC København.
Men det har langt fra været en gnidningsfri tredje hjemkomst.
Siden da har skader nemlig tvunget den rutinerede angriber ud i lange pauser og flere genoptræningsforløb. Alligevel er optimismen intakt:
– Kroppen har det fint. Jeg følger mit eget program og starter roligt op. Det hele er nøje planlagt.
Under opstarten er han blevet skånet og har blot spillet 30 minutter mod Hamburger SV.
Han forklarer, at det er bevidst, fordi fokus ikke er på at komme hurtigt i kampform. Han skal opbygge en stabil base, der kan holde sæsonen igennem.
Sæsonopstart uden fuld belastning
FC København åbner Superliga-sæsonen kl. 19 i aften mod Viborg, og allerede tirsdag gælder det Champions League-kvalifikationskampen mod FC Drita.
To opgør, hvor Cornelius næppe spiller fuld tid.
Det er nemlig ikke antallet af minutter, der optager hans og klubbens tanker mest lige nu.
– I princippet kunne jeg godt spille 90 minutter, men ser man på det langsigtede perspektiv, så er det nok ikke det smarteste.
Cornelius tilføjer, at han hellere vil være til rådighed i flere kampe på en uge end at risikere en ny skade i én enkelt.
Der er altså skruet op for tålmodigheden.
Det kræver disciplin og dosering, men det har han accepteret som en nødvendig del af vejen tilbage.
Konkurrence i front med plads til alle
Cornelius er ikke alene i front. FCK har hentet det tyske stortalent Youssoufa Moukoko ind fra Dortmund, hvor han allerede har spillet tæt på 100 kampe.
Samtidig er Amin Chiakha også en del af truppen. Det skaber konkurrence, men også muligheder for rotation.
Cheftræner
Jacob Neestrup maner til ro og understreger, at der ikke er tale om en direkte kamp om spilletid.
– Jeg synes ikke, man kan sige, at der er en angrebskamp. Det er ikke de samme 11 spillere, der spiller hver gang, siger han.
Cornelius skal ikke nødvendigvis dominere statistikkerne i efteråret, men hvis hans plan holder, kan han blive en afgørende brik i både enkelte kampe og igennem hele sæsonen.