En ny æra er begyndt i det nordlige London. Første presseoptræden bød på smil, selvtillid og et tydeligt budskab til både fans og spillere.
Thomas Frank fik presselokalet til at grine, da han med et smil sagde:- Jeg har aldrig prøvet at blive fyret før, så det her job giver mig lidt mere risiko i dagligdagen.
Med den slags lune og selvtillid lagde Frank fundamentet for sin første pressekonference som Spurs-manager.
Bag charmen ligger dog en velovervejet plan. Frank fortalte, at han har en klar idé om, hvordan Tottenham skal spille:
- Vi skal være modige, aggressive og angribende.
Filosofien er ikke ny. Den har været tydelig i hans tid i Brentford, og den får nu plads på en større scene.
Frank erkender, at han er trådt ind i et job fyldt med forventningspres:
- Når man kommer til en stor klub, er der pres. Det er mig, staben og spillerne. Vi skal præstere sammen.
Han understrege, at hans beslutninger bliver truffet med det lange perspektiv for øje, ikke for at overleve fra kamp til kamp.
Et projekt i flere lag
Thomas Frank roste sin forgænger Ange Postecoglou for triumfen i Europa League og kaldte ham “en legende her for evigt”.
Men som han bemærkede med et glimt i øjet, har Daniel Levy fyret fem managere, mens Frank var i Brentford.
Den australske træner måtte gå på trods af en europæisk titel efter blot et år på posten.
Frank ved, hvad han går ind til og virker upåvirket.
Sky Sports skriver, at Frank er opmærksom på springet fra Brentford til Tottenham, men at han samtidig udstråler en afslappet tro på, at han kan bryde mønstret.
Han taler med vægt om at opbygge et hold, der kan konkurrere på alle fronter, både nationalt og internationalt:
<i>Se Thomas Franks første pressemøde som Tottenham-træner.</i>
- Det skal være målet, at vi kan være med i fire turneringer.
Han nævnte ikke konkrete ambitioner om titler, men der var ingen tvivl om retningen.
- Hvis man kan konkurrere, er der en chance for, at man kan være i toppen.
Første test kommer i Super Cuppen mod Paris Saint-Germain i midten af august.
Son, Romero og lidt Kudus
Frank blev også spurgt ind til navne og roller.
På spørgsmålet om holdets anfører svarede han, at både Heung-min Son og Cristian Romero vil bære bindet i den første træningskamp.
- De har sat standarden, sagde han og roste især Sons betydning efter ti år i klubben, og endelig med en pokal at vise frem.
Om sommerens store køb Mohammed Kudus sagde Frank:
- Han giver os noget uforudsigeligt. Hans afslutninger er fremragende, og han er i en perfekt alder til at tage næste skridt.
Lige nu hersker der optimisme i Tottenham:
- Folk er glade, stemningen er god. Det er jo også logisk, de har lige vundet Europa League, sagde Thomas Frank med et skævt smil.