Joao Cancelos skifte til Bayern München er ikke gjort permanent, men det er ikke af 'fodboldmæssige årsager', siger Thomas Tuchel. Portugisiske
Joao Cancelo havde et anstændigt lejeophold i Bayern München, som han skiftede til i januars transfervindue.
I de første to kampe i den tyske klub, blev det til to oplæg. Dermed slog han hurtigt sin tilstedeværelse fast, men derefter har hans spilletid og præstationer været mere sporadiske.
Hans skifte fra Manchester City var angiveligt forårsaget af, at han var blevet uvenner med Pep Guardiola. Cancelo er kendt for at spille med hjertet, og han var derfor meget vokal omkring sine frustrationer i klubben.
Der var indskrevet en frikøbsklausul i hans lejeaftale, hvilket gjorde det muligt for Bayern München at købe ham permanent.
Prisen for dette lød på 70 millioner euro, hvilket svarer til 520 millioner kroner. Det var markant mere, end München var villige til at betale. Derfor er et permanent skifte heller ikke blevet en realitet.
På Bayern Münchens træningslejr i Tokyo i Japan, er Thomas Tuchel blevet spurgt om beslutningen om ikke at købe Cancelo permanent denne sommer.
I denne forbindelse understregede han, at det ikke var af fodboldmæssige årsager, at man besluttede ikke at hente ham permanent.
"Det var ikke af fodboldmæssige årsager. Vi havde Davies tilbage (fra en skade, red.) og hentede (Raphael, red.) Guerreiro. Cancelo hjalp os meget. Han er en fantastisk fodboldspiller," sagde Tuchel ifølge mediet Bavarian Football Works.
Det vides ikke, om Cancelo har planer om at fortsætte sin karriere i City. Den 29-årige stjerne har kontrakt med klubben frem til juni 2027. Han har dog været rygtet til FC Barcelona på det seneste.