david coote

Tidligere dommer dømt for børneporno: Var undersøgt og frikendt otte år tidligere

Fodboldokt. 17 , 9:39
Da efterforskningen i 2017 endte uden resultat, virkede alt glemt. Men nye fund har vendt op og ned på dommerens liv.
Den tidligere Premier League-dommer David Coote står over for en mulig fængselsstraf på op til ti år efter at have tilstået at have downloadet et ulovligt billede af en 15-årig dreng.
Det skete ved Nottingham Crown Court i denne uge, hvor den 43-årige englænder erkendte, at han i januar 2020 havde downloadet en såkaldt kategori A-video, den mest alvorlige type i lovgivningen.
Coote har dog allerede tidligere været genstand for en efterforskning, da han i 2017 blev undersøgt af både det engelske dommerforbund PGMOL, FA og politiet efter en påstand om, at han lå inde med upassende materiale.
Sagen blev dengang afsluttet uden videre tiltale, da en specialist vurderede, at der ikke var blevet begået noget strafbart.
Coote blev midlertidigt fjernet fra dommerlisten, men var tilbage nogle uger senere og blev året efter forfremmet til at dømme i Premier League.
Karriere og fald
Ifølge The Daily Mail blev Coote i 2018 inviteret til at holde oplæg ved en ungdomskonference arrangeret af FA.
Han blev siden betragtet som et sikkert navn i engelsk topfodbold og fik opgaver som både dommer i Liga Cup-finalen i 2023 og videoassistent ved EM i Tyskland året efter.
Hans ry fik dog et hårdt slag i 2024, da en britisk tabloid offentliggjorde en video, hvor han både ses gøre grin med den tidligere Liverpool-manager Jürgen Klopp samt inhalere et hvidt pulver.
Coote erkendte efterfølgende, at videoen stammede fra hans eget hjem, og at den var optaget under et privat besøg med en ven.
Kort efter undskyldte han personligt over for Klopp.
I december samme år blev Coote fyret fra PGMOL for alvorlige brud på sin ansættelseskontrakt, og UEFA suspenderede ham frem til sommeren 2026.
Skyldig og under tilsyn
I september blev han sigtet for at have downnloadet et ulovligt billede af et barn, efter at politiet havde fundet materialet på hans bærbare computer.
Han nægtede først, men ændrede sin forklaring under retsmødet i denne uge.
Dommer Nirmal Shant KC gjorde det klart, at sagen er alvorlig.
- Du har erkendt dig skyldig i et alvorligt forhold, sagde hun i retten og understregede, at der kan blive tale om en fængselsstraf.
Coote blev løsladt mod kaution, men må hverken have kontakt med børn under 18 år eller bo et sted, hvor børn opholder sig.
Han er desuden blevet pålagt at lade sig registrere på listen over seksualforbrydere. Længden af registreringen afhænger af den endelige dom, som ventes i december.
Mest læste

Loading