Den franske stjerne Wissam Ben Yedder står i en rigtig skidt situation, da alvorlige anklager er blevet fremsat mod ham. Wissam Ben Yedder, der i dag spiller i AS Monaco, er havnet i en rigtig dårlig situation. Han er nemlig blevet anklaget for både voldtægt, forsøg på voldtægt samt seksuelt overgreb.
Det skriver flere medier, herunder lokalmediet Nice Matin.
Det er to kvinder på hhv. 19 og 20 år, der har fremsat de alvorlige anklager mod Ben Yedder.
Ifølge Nice Matin er han dog ikke ene om at være blevet anklaget. Det samme er tilfældet for hans 25-årige lillebror, der skulle have deltaget i handlingerne.
Anklagerne er blevet fremsat på baggrund af hændelser, der siges at have fundet sted den 10. juli i Beausoleil, som er en mindre by nær Monaco.
Anklager Jean-Philippe Navarre oplyser til mediet, at der er åbnet en efterforskning.
Nyhedsbureauet AFP skriver ifølge BBC, at der er blevet anmodet om at indgå et forlig. Her skulle der være tale om et beløb på 900.000 euro, hvilket svarer til omtrent 6,7 millioner danske kroner.
Da en retssag er på vej, er Ben Yedder også blevet sat under retstilsyn. Det betyder, at han er blevet pålagt en række forpligtelser af retten.
Det er politiet i Nice, der er ansvarlige for efterforskningen af sagen, der kan ende med at koste Ben Yedder og hans lillebror en tur bag tremmer.
Den 32-årige angriber har haft en flot karriere, hvor det i høj grad er i Ligue 1, han har gjort sig bemærket.
I den franske liga har han tørnet ud for både Toulouse og AS Monaco, hvor han sammenlagt har bidraget med 169 mål og 54 oplæg. Han har også spillet for Sevilla, hvor han har scoret 70 mål og lavet 22 oplæg.