Sidste dag i det europæiske transfervindue bød på flere markante handler med både danske og internationale navne involveret.
Transfervinduets sidste dag i Europa bød på intens aktivitet med flere markante handler.
Blandt danskerne skiftede Conrad Harder fra Sporting Lissabon til
RB Leipzig, mens Rasmus Højlund blev udlejet fra
Manchester United til Napoli.
På den internationale scene blev Jadon Sancho lejet ud til
Aston Villa, og Nicolas Jackson skiftede fra
Chelsea til Bayern München.
Deadline day gav klubberne en sidste mulighed for at justere trupperne, og flere valgte at handle hurtigt inden vinduet lukkede ved midnat.
Her er et overblik over de største handler på transfervinduets sidste dag i Europa:
Danskere i fokus
Den danske angriber Conrad Harder forlod Sporting CP til fordel for tyske RB Leipzig i en handel til en samlet værdi på 30 millioner euro, ca. 225 millioner kroner.
Adam Daghim tog til Wolfsburg i Bundesligaen på en lejeaftale fra RB Salzburg. Lejeaftalen indeholder en købsoption.
Landsholdsangriberen Rasmus Højlund er skiftet til Napoli på en lejeaftale fra Manchester United. En lejeaftale der kan blive en permanent transfer hvis Napoli kvalificerer sig til Champions League.
Matt O'Riley er tirsdag morgen officielt blevet præsenteret i franske Olympique Marseille. Den danske landsholdsspiller kommer til fra Brighton på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Manchester United håber at have løst deres målmandsproblemer med købet af belgiske Senne Lammens fra Royal Antwerp. Lammens koster i omegnen af 160 millioner kroner.
Aston Villa hentede både Jadon Sancho (Manchester United) og Harvey Elliott (Liverpool) på lejeaftaler for denne sæson. Elliotts lejeaftale gøres permanent til næste sommer for ca. 300 millioner kroner, mens Liverpool har muligheden for at købe ham tilbage efterfølgende. Sanchos lejeaftale indeholder ikke nogle købsoption.
Chelsea-angriberen Nicolas Jackson tager til Bayern München og Tyskland på en lejeaftale. Det var ellers en transfer der hang i en tynd tråd tidligere da Liam Delap blev skadet i weekendens kamp.
Alexander Isak fik endelig sit skifte
Sommerens helt store transfer-saga fik også sin afslutning. Svenske Alexander Isak forlader Newcastle for Liverpool i en Premier League rekordhandel på en milliard kroner.
Thomas Frank og
Tottenham forstærkede sig også på deadline day. London-klubben lejede den franske angriber Randal Kolo Muani i Paris Saint-Germain.
Piero Hincapie bliver endnu en i rækken af Bayer Leverkusen profiler der er skiftet væk denne sommer. Den ecuadorianske stopper skifter til
Arsenal på en lejeaftale for denne sæson. Aftalen indeholder en købsoption.
Den belgiske angriber Loïs Openda er skiftet fra RB Leipzig til Juventus på en lejeaftale. Italienerne har mulighed for at gøre lejeaftalen permanent med en købsoption. Det bliver Openda som danske Conrad Harder skal afløse i Leipzig.
Brasilianske Antony får lov til at fortsætte i Spanien hos Real Betis. Den kreative offensivspiller der fik en opblomstring i foråret under sit lejeophold i netop Betis, er skiftet til klubben på en permanent transfer. Betis betaler omkring 185 millioner kroner for spilleren, samtidig med at United har sikret sig en større videresalgsklausul.
Olympique Marseille henter den franske verdensmester Benjamin Pavard i Inter. Forsvarsspilleren kommer til på en lejeaftale, men der er mulighed for at gøre skiftet permanent.