gettyimages 1258749748

UEFA i stor Rasmus Højlund-brøler

Fodboldokt. 20 2023, 12:58
Det kan ske, at der bliver begået fejl i fodbold. I kampen mellem Danmark og San Marino blev der dog begået en brøler af de større.
Det var ikke blot Danmarks pinlige præstation mod San Marino, der løb med opmærksomheden. Det gjorde tumulten efter Yussuf Poulsens scoring til 2-1 også.
På TV-billederne, der bliver produceret af UEFA, kunne man efterfølgende se, at Rasmus Højlund var blevet idømt et gult kort. Det var han ikke ene om, da de tumultariske scener gav flere spillere en plads i dommerens sorte bog.
Selvom UEFA rent grafisk havde vist, at Rasmus Højlund havde fået et gult kort, var det slet ikke tilfældet. Det skriver Ekstra Bladet.
Mediet skriver, at den unge angriber slet ikke fik nogen advarsel i kampen. Dette fremgår af UEFA's kamprapport fra kampen. Det eneste han står noteret for i denne rapport, er hans scoring til 1-0.
Kigger man på hans spillerprofil på UEFA's hjemmeside fremgår det heller ikke, at han blev idømt et gult kort.
Dette har fået DBU til at rette kritik af UEFA, da landstræner Kasper Hjulmand blev informeret om, at Rasmus Højlund blev idømt et gult kort. Derfor kunne han have valgt at agere ud fra dette.
"Det er selvfølgelig et problem, at vi får forkerte oplysninger fra UEFA under kampen, som potentielt kan have betydning for den måde, trænerne agerer på. Vi kommer til at følge op med UEFA og høre, hvordan den fejl kan opstå," siger DBU til TV 2.
Reelt set kunne dette have betydet, at Kasper Hjulmand følte sig nødsaget til at hive Rasmus Højlund ud.
Hvis han var bange for, at han kunne have pådraget sig endnu et gult kort, kunne denne beslutning være blevet taget. Dog fik den unge angriber lov til at blive på banen.
Mest læste