vinicius junior

Valencia truer med retssag efter Vinícius-dokumentar

Fodboldmaj 20 , 13:55
Valencia CF har endnu engang placeret sig midt i debatten om racisme i spansk fodbold.
Det sker efter klubben har krævet en "øjeblikkelig berigtigelse" af den netop udkomne Netflix-dokumentar om Real Madrid-stjernen Vinícius Júnior.
Klubben mener, at dokumentarens gengivelse af den berygtede episode på Mestalla den 21. maj 2023, hvor Vinícius blev udsat for racistiske tilråb, ikke stemmer overens med virkeligheden, og klubben truer nu med juridiske skridt.
Dokumentaren, som er produceret af det brasilianske selskab Conspiraçao, fokuserer på Vinícius’ karriere og det racemæssige had, han har været mål for, særligt i Spanien.
Mono eller tonto?
Et centralt øjeblik i filmen er netop kampen på Mestalla, hvor Vinícius konfronterede en gruppe tilskuere, og kampen blev midlertidigt afbrudt.
Optagelser i dokumentaren, blandt andet mobilvideoer med undertekster, tyder på, at dele af publikum råbte “mono” (abe) mod ham.
Men her sætter Valencia ind.
Klubben mener, at dokumentaren fremmaner et forkert og generaliserende billede, hvor det ser ud som om, hele stadion deltog i racistiske tilråb.
Valencia og mange fans hævder derimod, at størstedelen råbte “tonto” (dum), ikke “mono”, og at episoden blev udnyttet til at male hele klubben og dens tilhængere med én farlig pensel.
I en skriftlig erklæring siger klubben:
- I lyset af de uretfærdigheder og usandheder, der er begået mod Valencia CF’s fans, har klubben skriftligt krævet en øjeblikkelig berigtigelse fra dokumentarens produktionsselskab vedrørende hændelserne på Mestalla, som ikke svarer til virkeligheden. Sandheden og respekten for vores fans må sejre. Valencia CF forbeholder sig retten til at anlægge sag.
Valencia har før svaret igen på racisme-tiltaler
Baggrunden for Valencias vrede er ikke ny.
Allerede i 2023 reagerede klubben hårdt på Vinícius’ holdkammerat Rodrygo, da han udtalte, at "hele stadion" havde udøvet racisme.
Den udlægning blev afvist kategorisk af klubben og har været et følsomt punkt lige siden.
Sagen kom oprindeligt for en domstol, og i et historisk skridt blev tre Valencia-fans idømt fængselsstraffe og stadionkarantæne.
Det var den første dom af sin art i Spanien for racisme på stadion.
Alligevel er Valencias fokus nu i høj grad rettet mod at adskille disse individer fra klubbens fanbase som helhed.
Mest læste