En Viaplay-vært er blevet fanget i en bommert på direkte tv. Efterfølgende har han været nødt til at undskylde.
Det kan være svært at kende forskel på de to Ronaldo'er. Den ene er Cristiano Ronaldo, mens den anden er brasilianske Ronaldo Nazario.
Men hvis man ikke er bekendt med sidstnævntes efternavn, så kan det være svært at understrege, at det er ham man taler om. Tilsyneladende var det noget, som Viaplay-værten Peter Grønborg midt havde problemer med, skriver B.T.
Derfor endte han med at vælge en anden måde at beskrive det på. Han besluttede sig for at kalde ham for tyk.
"Den øh... Tykke Ronaldo. Den lidt småbuttede Ronaldo. Lad os kalde ham det," sagde han i optakten til Champions League-opgøret mellem FC København og Manchester United.
Ganske vist forsøgte han at redde sig ud af situationen ved at ændre det fra 'tyk' til 'småbuttet'. Det ændrede dog ikke på, at han blev mødt af massiv kritik på de sociale medier umiddelbart efter udtalelsen.
I et opslag på det sociale medie X, hvor klippet med Grønborgs udtalelse er med, undskylder han nu for sin udtalelse i kommentarsporet:
"Det var helt forkert af mig. Beklager mange gange - ikke mindst over for den 'rigtige' Ronaldo," skriver han.
Den brasilianske angriber er en af de mest kendte spillere i historien. Inden han besluttede at indstille sin karriere, nåede han at bombe mål ind for klubber som Barcelona, Inter, Real Madrid og AC Milan.
Dertil var han også med til at vinde VM med Brasilien i 2002. Desuden vandt han den prestigefyldte Ballon d'Or-pris to gange i sin karriere. Selvom Cristiano Ronaldo overgår ham på dette punkt, er det Nazario, der kaldes 'den rigtige Ronaldo'.