FC Københavns tidligere anfører og bestyrelsesmedlem William Kvist retter en skarp kritik mod klubbens medejer Lars Seier Christensen.
Det sker efter Seiers seneste udtalelser om Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj, som har skabt stor debat.
Kvist kalder Seiers holdninger for "en skamplet på klubben" og mener, at de skader FCK’s omdømme og værdier. Det skriver TV2 Sport.
Lars Seier kom i vælten, da han på sociale medier gav udtryk for støtte til Trump efter et kontroversielt møde med Ukraines præsident Zelenskyj.
Det har fået flere markante FCK-profiler til at reagere, og nu melder William Kvist sig i koret af kritikere.
"Som FC Københavner tager jeg skarp afstand fra de udtalelser, Lars Seier er kommet med om Trump.
De holdninger og værdier, han giver udtryk for, er en skamplet på klubben," skriver Kvist i en SMS til TV 2 Sport.
Han understreger, at FC København i flere år har arbejdet for at fremstå som en inkluderende klub med stærke værdier, og at dette arbejde nu har lidt skade.
"Vi har af flere omgange vist vores støtte til ukrainernes modige og selvopofrende frihedskamp. Det arbejde ligger nu i ruiner, fordi Seier har skabt tvivl om klubbens holdning til Ukraine," udtaler han.
William Kvist håber, at både fans og klubben vil tage aktivt afstand fra Seiers udtalelser.
Han påpeger, at spillere, medarbejdere og fans nu skal bruge energi på at forklare, at Seiers værdier ikke er FCK’s.
"Jeg håber, at vi vil se fans og klub, som vil øge engagementet og støtten til Ukraine. Det ville være det bedste svar til Seiers sludder," skriver Kvist, der i øjeblikket opholder sig i New Zealand.
Debatten om Lars Seiers holdninger har raset siden mandag, hvor FCK-ambassadør Jan Grarup trak sig fra sin rolle i protest. Siden har både Flemming Østergaard, Ståle Solbakken og den officielle fanklub FCKFC taget afstand fra medejerens synspunkter.
Lars Seier har i et interview med B.T. forsvaret sine udtalelser, men understreget, at han støtter Ukraine. FC København har endnu ikke kommenteret sagen offentligt.